Bedre betjening af udvalgsformænd
Stougaard ønsker en selvstændig administrativ leder for børn og unge samt kultur og idræt i Roskilde - Dea mener, det er godt nok
- De folkevalgte udvalgsformænd i Roskilde har brug for en mere sparring og rådgivning, så de får bedre muligheder for at passe deres opgave som 'lokale ministre' med ansvar indenfor deres område. Sådan siger veteranen Henrik Stougaard, der nu repræsenterer Enhedslisten i det centrale Økonomiudvalg, hvor han også gennem mange år har været medlem som leder af SF i byrådet. - Vi har nu seks vigtige udvalg med hver deres arbejdsområde og så Økonomiudvalget. Så er det oplagt, at en direktion på fire ikke er nok til at give kvalificeret og tæt rådgivning til alle formændene. ØU er fint betjent, men det er praktisk umuligt for flere af de andre direktører at hjælpe alle 'deres formænd' lige godt, mener Stougaard. Han mener, det er oplagt, der kommer en selvstændig leder både indenfor Skole- og Børneområdet samt for Kultur og Idræt. - Vi behøver ikke nødvendigvis have flere direktører. Men der skal være en chef, som har 'striber nok på skulderen' til at kunne handle selvstændigt, når det er nødvendigt - uden først at skulle spørge en overordnet direktør, der alligevel ikke har mulighed for at følge med i så forskellige arbejdsområder, forklarer Henrik Stougaard.
Evaluering til april
Hele det nyvalgte Økonomiudvalg har netop været samlet til et arbejdsseminar over to dage for at lære hinanden bedre at kende og finde en arbejdsform for de næste fire år. Arrangementet foregik på Hotel Frederiksminde i Præstø, hvor nogle af mine forfædre for mange år tilbage kom til VU-baller. Siden er det dog blevet kraftigt moderniseret og har nu specialiseret i bryllupper med flot udsigt over fjorden. Under seminaret blev lederne for partierne i Roskilde Byråd enige om at afvente en evaluering til april, før den endelige ledelses-struktur i kommunens administration besluttes.
For tidligt
Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti, der ligesom Enhedslisten har tre mandater i byrådet og dermed en plads i Økonomiudvalget, mener derimod, det er for tidligt at ændre på noget: - Den seneste ændring er knap gennemført efter en meget nyligt indgået aftale. Derfor finder jeg det yderst uheldigt at ændre på det allerede nu, inden vi har set effekten af det besluttede. Det kan ikke andet end give uro hos vores ansatte og et uheldigt signal om. at vi ændrer mening inden store "reformer" er udrullet. - Vi skal give vores direktører mulighed for at vise hvilken - forhåbentlig - positiv konsekvens strukturændringen kan medføre. Den er besluttet for at skabe bedre sammenhæng på tværs af områderne til fordel for vores borgere og for at sikre tværfagligheden i kommunen. - Jeg håber, at byrådet lige stopper op og giver medarbejderne ro til at udvikle den nye struktur, men det er klart, opstår der problemer eller uhensigtsmæssigheder, skal det håndteres. Selvfølgelig vil der altid være udfordringer ved større ændringer.