Attentat på Stændertorvet
- At udsætte renoveringen af pladsen vil være et attentat på Stændertorvet som en magnet, der kan trække flere kunder og turister til Roskilde. Så jeg er meget forundret over, at der nu kommer et sådan forslag.
Sådan siger formanden for Roskilde Handel og Stjernebutikker, Torben Stevold, efter at Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten i Plan- og Teknikudvalget har foreslået at udskyde det store projekt for at gøre mere ved kystsikringen i Jyllinge og andre truede områder.
- Alle i Roskilde og omegn er selvfølgelig berørt af situationen i Jyllinge, og vi ser gerne, at der gøres noget både her og nu. Både området ved Jyllinge og andre udsatte steder i kommunen bør sikres bedst muligt mod lignende oversvømmelser i fremtiden.
Forudsætning for fremgang
Ifølge handelsformand Torben Stevold handler det dog ikke om at nedprioritere renoveringen af Stændertorvet men om at træffe politiske beslutninger, som ikke blander tingene sammen.
- Nu har vi brugt både tid og mange ressourcer på at sikre en fornyelse af Stændertorvet, og Roskilde har økonomi til begge opgaver, selv om vi samtidig skal kystsikre de lavtliggende områder.
- Overfor partier, der gerne vil fremstå som erhvervsvenlige, vil jeg gerne understrege, at fornyelsen af Stændertorvet er meget vigtig for at bevare Roskilde som Danmarks bedste handelsby. Detailhandelen er kommunens største private erhverv og har været gennem en svær periode.
- Vi skal gerne skabe ny vækst og flere arbejdspladser, og derfor har vi brug for en håndsrækning som en istandsættelse af torvet - ikke det modsatte, forklarer Torben Stevold.
tk