Huller i P-plads skal væk
Park- og vejchef Ivan Hyllested lover, at den hullede kommunale parkeringsplads på hjørnet af Borschgade og Allehelgensgade, der regelmæssig er ubrugelig på grund af oversvømmelse, skal ordnes så hurtigt som muligt.
Når det er tørt nok i vejret til, at vi kan ”reparere” hullerne med grus, vil vi gøre det, men vi kan ikke lave en egentlig afvanding af stedet, forklarer Ivan Hyllested.
Under pladsen ligger en 1.000 gammel rundkirke og gravplads, der er årsag til, at kommunen ikke må gå i jorden og lave dræn, da jorden er fredet.
Vejchefen forklarer, at på grund af kirkeruinen er der ikke lavet vejbrønde og afvanding på pladsen.
Derfor tager det tid inden vandet forsvinder, da det skal ske ved nedsivning gennem gruset.
Ved meget voldsomme regnskyl kan vandet ikke nå at sive ned. Derfor opstår der vandpytter og af og til er der så kun vandpyt som den i lørdags, forklarer Hyllested.
Asfalt på P-plads
På Plan- og Teknikudvalgets møde i februar bliver der fremlagt en sag om hvilke gader og veje, forvaltningen indstiller til asfaltering i 2014.
På denne liste er p-pladsen ved Borchsgade.
- Med den fokus vi nu har haft på sagen, er vores driftsmedarbejdere heldigvis blevet opmærksomme på kirkeruinen, siger vejchefen.
Selve kirkeruinen er et fredet fortidsminde, og jordarbejder, der sker i nærheden heraf, skal Kulturstyrelsen give tilladelse til at gennemføre.
Derfor er kommunen nu nødt til at trække parkeringspladsen ud af asfalteringslisten og gå i dialog med kulturarvsstyrelsen inden, der bliver asfalteret.
ag@roskildeavis.dk