Nybolig i Nr. Nebel er solgt
Nybolig i Ringkøbing overtager Nybolig-forretningen i Nørre Nebel
Nybolig i Ringkøbing, overtager fra 1. februar Nybolig i Nørre Nebel og danner med forretningerne i Skjern og Tarm fremover en ring af samarbejdende boligforretninger rundt om Ringkøbing Fjord.
"Da vi fik tilbuddet om at overtage Nybolig i Nørre Nebel, var vi ikke længe om at beslutte os, da forretningen passer perfekt ind i vores ønsker om at skabe en stærk kæde af forretninger, der kan præsentere alle typer af boliger overfor en langt større kundekreds," fortæller ejendomsmæglerne Kent Thomsen og Henrik Gade, der er indehavere af Nybolig i Ringkøbing og nu også bliver fælles indehavere af forretningen i Nørre Nebel.
Derudover er Kent Thomsen indehaver af Nybolig-forretningerne i Skjern og Tarm, som vil indgå i det strategiske samarbejde forretningerne imellem.
"Med forretningen i Henne vil vi dække boligmarkedet fra Henne i syd og til Vedersø i nord, samt hele vejen rundt om Ringkøbing Fjord. Det giver store fordele for såvel vores købere som vores sælgere, da vi med de mange spændende områder vil have muligheden for at tilbyde den rigtige løsning for vores kunder."
Stor andel
"Vi har i forvejen en stor andel af de boliger, som sælges i Skjern, Tarm og Ringkøbing- området og med forretningen i Nørre Nebel, som har været veldrevet af Stine og Steffen, har vi fået en ekstra brik i nettet af forretninger, der nu slutter en naturlig ring rundt om Ringkøbing Fjord, og som betyder, at vi for specielt for sommerhuse vil dække et meget stort område. Vi har altid været imponeret over den fantastiske natur ved Nymindegab, Houstrup, Nørre Nebel og Henne og vi glæder os meget til at komme i gang med sælge boliger i området."
"Med forretningen vil vi desuden være i stand til at give vores kunder en endnu bedre service, da vi får en større kontaktflade til potentielle købere, ligesom vi vil kunne markedsføre de boliger vi har til salg i samtlige forretninger og dermed præsentere boligerne for langt flere købere," tilføjer Kent Thomsen og Henrik Gade.
Efter overtagelsen af Nybolig i Nørre Nebel vil der fortsat være et kendt ansigt i forretningen, idet den lokalkendte nuværende indehaver Steffen Frederiksen fortsætter som daglig leder.
Stine Ries fortsætter dog i branchen og har overtaget Nybolig i Blåvand, hvor hun pr. 1. marts er klar til at servicere kunder i den gamle Blåvandshuk Kommune.