Huset har fundet sit fodfæste igen
Huset i Finsensgade har de senere år oplevet sin ’anden ungdom’. Det skyldes ikke mindst fællesskab og verdensmusik
I mange år var det et af byens absolutte 'gå-hen-steder'. Men så begyndte publikum langsomt at sive væk fra Studenterhuset og af samme årsag henledte stedet i Finsensgade en noget anonym tilværelse i en årrække.
Men de senere år er der for alvor kommet liv i Huset igen, og det skyldes ikke mindst de mange aktiviteter, der finder sted i den gule bygning ved siden af byens Hovedbibliotek. I caféen kan man læse, spille kort- og brætspil samt møde nye ansigter fra Esbjergs forskellige studieretninger, mens førstesalen ofte byder på koncerter, filmforevisninger og foredragsarrangementer.
Èn af dem, der for alvor har fået 'vendt skuden' er daglig leder Sune Rasmussen:
“ Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Vi vil gerne have lidt mere gang i studielivet hernede også, men det er jeg sikker på, vi får. Jeg har blandt andet haft møder med nogle af byens rektorer og andre inden for byens uddannelsesmiljø, så vi kan blive endnu bedre i fremtiden,” siger Sune Rasmussen, som omvendt glæder sig over, at man på arrangementsdelen er rigtig godt kørende.
“Og derfor har vi også igen fået honorarstøtte fra Statens Kunstråd. Det skyldes ikke mindst, at vi ofte har de mere ”farverige” navne, som eksempelvis Afrikas Elvis, på plakaten. Det er det såkaldte verdensmusik eller musik fra ikke vestlige lande. Vi er qua Tobakkens - som Huset er en del af - aftale med staten forpligtet til at spille den slags musik, men vi gør det gerne, for det er super fedt,” siger Sune Rasmussen med et smil.
Musikken fra de fjerneste verdenshjørner har ikke altid det største publikum, men Sune Rasmussen oplever, at det langsomt bliver mere og mere populært hos publikum.
“Når det er lidt nyt og ukendt, så får man også ofte en helt anderledes fællesskabsfølelse under koncerterne. Man løfter på mange måder stemningen op sammen ved at være vidne til noget nyt i forhold til at se de mere etablerede navne,” siger Sune Rasmussen som i samme moment også glæder sig over det tætte samarbejde, Huset har med byens egen rugekasse for nye navne, nemlig Musikkonservatoriet.
Det er ikke kun musikken, der løftes sammen på Huset. Også selve stedet løftes af fællesskabet.
“Uden de frivillige kunne vi ikke få det her til at være en succes. Jeg kunne godt sætte koncerter op, men for at det skal blive organisk og 'leve', som det gør, så skal vi bruge de frivilliges kræfter og engagement,” siger Sune Rasmussen og tilføjer, at Huset har omkring 30-40 frivillige.
Antallet af brugere svinger, men i snit har man cirka 500 brugere i ugen.