Bedre lys i gaderne
I løbet af de næste fire år bliver 75 procent af Kolding kommunes gadebelysning udskiftet med LED-belysning
Sidste år igangsatte Kommunen sammen med TRE-FOR et omfattende renoveringsprojekt af Kolding kommunes gadebelysning. Renoveringen strækker sig henover de næste 4 år, hvor der vil ske en udskiftning af omkring 75 % af alle armaturer.
Det er blandt andet den nye LED-lyskilde, som gør det muligt at udføre dette projekt i så stort et omfang. Den energibesparelse, der opnås ved at skifte til de nye LED-armaturer, sikrer at renoveringen kan finansiere sig selv over de næste ca. 15 år. Forventningen er, at det gennemsnitlige energiforbrug på gadelyset vil være halveret i forhold til tidligere, når renoveringen er gennemført. På miljøkontoen giver det en besparelse på 1.430 ton CO2 om året, hvilket svarer til den årlige CO2-udledning fra ca. 500 parcelhuse. På de renoverede strækninger vil der ikke være natslukning, da lyset automatisk bliver dæmpet om natten. På de ikke-renoverede strækninger vil der fortsat være natslukning.
Ny gadebelysning giver bedre lys
I alt bliver omkring 15.000 af de utidssvarende og mest energiforbrugende armaturer udskiftet til LED. Alle eksisterende træmaster og gittermaster, samlet omkring 2.500 stk., bliver udskiftet til rørmaster af stål henover renoveringsperioden. Desuden bliver alle luftledninger, i alt 50 km., lagt i jorden. Alt i alt er der tale om et renoveringsprojekt af meget store dimensioner, som ikke bare giver besparelser på energi og økonomi, men også har andre positive effekter.
“Vi forventer, at vi med den nye lyskilde, de nye master og med alle ledninger i jorden får en større stabilitet på belysningsanlægget, når vi er færdige med renoveringen, og så forventer vi ikke mindst en væsentlig forbedret kvalitet af belysningen”, fortæller fagansvarlig Kim Bauenhøj fra By- og Udviklingsforvaltningen, der er kommunens koordinator på projektet.
“Det nye lys har et mere hvidt skær end det gullige lys, der ses i de gamle armaturer. Desuden er lyset mere nedadrettet, så lyset falder mere direkte på gaden. Dermed giver de nye armaturer også en bedre trafiksikkerhed og mindre lysforurening i folks haver og huse”, understreger Kim Bauenhøj.
Se det nye gadelys
Allerede nu kan man opleve noget af den nye belysning, blandt andet i området omkring Bramdrupskovvej, hvor renoveringen begyndte, og på Vejlevej, hvor udskiftningen er i gang.
Planen for renoveringen kan findes på www.kolding.dk/gadebelysning.