Fortsæt til indhold

Fællesskabet savner ildsjæle i Halk og omegn

Lokalbefolkningen i Halk og Omegn fik sig et fantastisk multihus da kommunen lukkede skolen. Men der skal folk til at fylde rammerne

Arkiv
Peter Rasmussen

Der er god plads på den tidligere skole i Halk ved Haderslev. Bygninger, som blev overtaget af den lokale borgerforening og omdøbt til multihuset Gretbjerghus.
Her har der siden været et utal af aktiviteter, og programmet for indeværende sæson er også ganske omfattende. Men skal det vellykkede lokalsamfund-projekt blive ved at være til fælles glæde, mangler der frivillige:
“Vi har en del projekter og arrangementer, som der mangler hænder til,” siger Maren Egtved, der opfordrer alle til at møde op når der er generalforsamling mandag den 27. januar klokken 19.30. Hun opfordrer også til at man kommer og oplever højskoleforedraget “Hvilken traktor, kæreste og spiritus ville din nabo vælge” med Christian Kjeldsen onsdag klokken 19.30. Det handler nemlig om behovet for at bakke op i lokalsamfundet.
Selv starter Maren Egtved et hold for de 8-14 årige unge på torsdag klokken 17.30. Det hedder “Kreativ kunst” og med Marens egne ord bliver det bestemt ikke kedeligt.
En vej frem for borgerne i de små samfund er, at samarbejde med hinanden - og lære af hinanden. Det forsøger man også i Halk:
“Vi skeler meget til hvad de gør i Øsby, og vi har også snakket med dem om at lave noget sammen,” fortæller Maren Egtved. Visse arrangementer og initiativer er lettere at løfte, hvis man er flere.
Og flere - det er hvad de gerne vil være i Halk. Så bor du på de kanter er du hermed opfordret til at troppe op og tage del.