Lusene kommer til Kolding
Januar er højsæson for lus. Og alene i Kolding Kommune kommer omkring 2.900 børn til at slæbe ubudne gæster med hjem til familien i årets første måneder
For at undgå spredning gælder det om at reagere, så snart nogen konstaterer lus i skole eller daginstitution – eller om at forebygge for helt at undgå lusene. En ny ”luseradar” advarer de luseplagede familier mod lusesmitte i nærområdet.
Det er stort set umuligt at have institutions- eller skolebørn uden på et eller andet tidspunkt at komme i berøring med lus. De fleste familier oplever, at junior har fået ubudne gæster med hjem, og at hele familien så må igennem rumlen med lusekure, specialshampooer, tættekam og grædende børn. Og specielt i årets første måneder, hvor der er højsæson for lus.
Flere tusinde luseangreb
Hver 3. til 4. pige og godt hver 5. dreng fra 1. til 6. klasse får lus på et eller andet tidspunkt over en periode på 7 måneder. Det konstaterer tal fra Statens Institut for Folkesundhed. I disse klassetrin er lus mest udbredt, men også på de øvrige klassetrin og i daginstitutionerne er lus hyppigt forekommende. Regner man på tallene fra Statens Institut for Folkesundhed, fremgår det, at over 18 % af alle børn i skoler og børnehave rammes af lus inden for en periode på syv måneder. Og med rundt regnet 15.900 børn i kommunens skoler og daginstitutioner betyder det, at tæt på 3.000 Kolding-børn får lus i løbet af perioden frem til sommer. Og de fleste i de kommende uger, hvor lusespredningen eksploderer.
"Specielt efter børnene har været hjemme i de lidt længere ferier – som her efter juleferien – oplever vi en markant stigning i omfanget af lus. Så det er ikke uden grund, at den nationale lusedag ligger i januar", fortæller farmakonom, Marie Sejlund fra Budolfi Apotek i Aalborg, der har skrevet hovedopgave om lus.
Den årlige Store Lusedag ligger den 31. januar og er dagen, hvor alle forældre opfordres til at tjekke, kæmme og i værste fald behandle poderne for at komme udyrene til livs.
Luseradar
En Luseradar viser, hvor der er stor risiko for lusesmitte. Lus spredes ved både direkte og indirekte kontakt, og har derfor frit spil, når børn leger tæt sammen, deler børster, huer, hårpynt og lignende. De skal gerne behandles med det samme – eller endnu bedre, helt undgås.
"Har man først fået lus, gælder det om at komme i gang med en behandling med det samme. Det vil typisk være i form af en kombineret kur med en luseshampoo og en tættekam, hvor håret skal kæmmes fint igennem. Og hvor ikke kun lusene, men også deres æg fjernes. Og vil man være på forkant, hvis først der er udbrud af lus i skole eller børnehave, er det en god idé at behandle med en forebyggende spray, så man helt undgår de kedelige gæster", fortæller apoteker Line Aarøe Rasmussen fra Løve apoteket i Kolding.
Lus
Lus er blodsugende parasitter, som tiltrækkes af varme og mørke områder i hovedbunden, bag ørerne og i nakken. De varierer i størrelse fra 2-4 mm, og farven ændres, når de indtager næring/blod.
De spredes hurtigt ved at lægge æg, der dermed også er vigtige at få fjernet. Luseæg er hvidlige og under 1 mm lange. De ligner skæl eller bittesmå sesamfrø, der klæber sig fast på de enkelte hårstrå helt nede ved hovedbunden.
Både luseshampoo, tættekamme og forebyggende spray kan fås på alle apoteker.