Fortsæt til indhold

Hestepigen er vendt hjem

Dyrlæge Gitte Baunbæk har netop åbnet virksomheden Fredericia Hestepraksis

Arkiv
Lars Saugbjerg

Lidt uden for Fredericia, tæt på Gårslev, bor Gitte Baunbæk. Hun er dyrlæge med heste som speciale - og har netop åbnet virksomheden Fredericia Hestepraksis.
Gitte Baunbæk har været "lidt omkring". Hun har blandt andet drevet et heste-genoptræningscenter med vandtræningsfaciliteter nær Horsens. Senest har hun været ansat hos HS Hestepraksis i Herning. Men nu gælder det jobbet som udkørende hestedyrlæge i Fredericia og omegn.
"Min kæreste og jeg er begge fra Fredericia, og vi havde lyst til at vende "hjem". Vi har familie og en stor del af vores venner i Fredericia, så det falder os naturligt at søge tilbage til rødderne," smiler Gitte Baunbæk - der hele sit liv har beskæftiget sig med heste.
"Ja, jeg hører vist til i kategorien Hestepige. Heste er min store passion. Fra jeg var 5-6 år tog jeg på Fredericia Rideskole med veninderne, og i konfirmationsgave fik jeg en pony. Jeg har været aktiv stævnerytter og dyrket min interesse intenst," fortæller Gitte Baubæk, der sammen med kæresten har syv heste - og et føl på vej.
"Mit liv er heste," konstaterer hun - og afbryder sig selv med:
"Ahr, der sker jo selvfølgelig også andet i mit liv... Men jeg brænder for faget - og det smitter af på mit arbejde."

Omhyggelighed

Gitte Baubæk har tidligere arbejdet i en udkørende hestepraksis.
"Jeg elsker at komme ud, for det giver en meget varieret hverdag. Jeg møder mennesker, som jeg deler interesse med, og det er naturligvis altid rart at kunne hjælpe både hest og ejer."
Nøgleordene hos Fredericia Hestepraksis er omhyggelighed, nær kommunikation og god tid til fordybelse i den enkelte "patient".
Hovedinteressen ligger inden for lidelser i bevægeapparatet, nedsat præstation hos ridehesten, genoptræning, træningsfysiologi, luftvejslidelser, samt reproduktion. Udredning af hudlidelser samt tandarbejde er også en stor og vigtig del af det almindelige dyrlægearbejde. Det samme er handelsundersøgelser.
I en udkørende hestepraksis er der både planlagte og akutte besøg. Gitte kan kontaktes 24 timer i døgnet.
"Men i den nærmeste fremtid indgår jeg i en vagtordning, hvor forskellige hestedyrlæger på skift passer telefonen."
Se Gitte Baunbæks kontaktoplysninger via fredericiahestepraksis.dk.