Blodprop-besøg
Folketingets Sundhedsudvalg på Roskilde Sygehus
Folketingets Sundhedsudvalg var fredag formiddag på Roskilde Sygehus for at få en orientering fra den lokale læge-ekspertise om, at det absolut godt er i stand til at klare behandlingen af akutte blodpropper i hjertet hos patienter fra hele Region Sjælland.
Hidtil er denne behandling kun foregået på Rigshospitalet i København. Det betyder, at de sjællandske patienter får forlænget transport-tiden med mindst en halv time, hvilket i nogle tilfælde kan være livstruende.
Region Sjælland besluttede allerede sidste år at flytte behandlingen for akutte blodpropper i hjertet hjem til sygehuset i Roskilde, men det blev bremset af Sundhedsstyrelsen, der på grundlag af en indstilling fra et lægefagligt udvalg fastholder, at det er bedre at fortsætte denne behandling i København.
Andre eksperter mener imidlertid, at lægerne i Roskilde, der i forvejen foretager mange af disse planlagte operationer, er fuldt ud i stand til også at klare de akutte patienter på helt betryggende vis.
Sundhedsminister Astrid Krag (SF), der ellers er valgt i Roskilde, har hidtil holdt sig til Sundhedsstyrelsen i denne sag, men presset fra Region Sjælland og andre partier i Folketinget er vokset.
Ved mødet med Sundhedsudvalget orienterede de ledende overlæger fra afdelingen i Roskilde om den behandling, som de kan tilbyde.
tk