Fortsæt til indhold

Få kaffe på mobilen

På Café Ib Rehne Cairo kan kunderne 'swippe' når regningen skal betales

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Kunder kan fremover bruge deres mobiltelefon til at betale for mad og drikkevarer, når de besøger Café Ib Rehne Cairo i Sønderborg. Caféen har nemlig indgået et samarbejde med Sydbank, så kunderne nu kan betale med deres mobiltelefon via Swipp.
Swipp er en mobilbetalingsløsning, som en del af landets banker står bag, og mens privatpersoner allerede kan sende penge til hinanden med mobilen, så kan landets erhvervsdrivende nu også se frem til at modtage betaling med mobilbetaling.
"Vi synes, at betaling med Swipp er en rigtig smart løsning, som vi gerne vil tilbyde vores kunder. Så kan man betale, selvom man har glemt sin pung, og det er også lettere, hvis folk skal dele regningen, idet de også kan overføre mellem hinanden med Swipp," siger Heidi Frederikke Jørgensen fra Ib Rehne Cairo.

Store perspektiver

"Vi har oplevet en stigende efterspørgsel fra forretningsdrivende, som gerne vil tilbyde, at deres kunder kan betale via Swipp. Derfor er vi glade for, at vi kan hjælpe med en brugervenlig og meget sikker model, og vi ser i det hele taget store perspektiver i mobilbetaling, hvilket efterspørgslen fra alle sider også indikerer," siger Bente Holm Skylvad, der er områdedirektør i Sydbank Sønderborg.
Banken arbejder derfor også på en løsning til de mindre erhvervsdrivende, og denne forventes at være klar i 1. kvartal af 2014. Samarbejdet mellem Sydbank og cafeen er således også et pilotprojekt, hvor der høstes erfaringer, som kan gøre mobilbetaling endnu smartere.


Fakta
Hvordan gør man?
Når man vil 'swippe', skal man gå i sin MobilBank og taste modtagerens mobilnummer eller vælge fra sine kontakter. Herefter taster man beløbet og bekræfter. Herefter får modtageren en sms om, at pengene er på vej.
Bag ordningen står Sydbank, Nordea, Nykredit, Jyske Bank, Spar Nord Bank, Arbejdernes Landsbank og Lokale Pengeinstitutter.