Rektor rundede et halvt århundrede
Der var glæde og smil og en personlig hilsen fra ministeren, da rektor for Erhvervs Akademi SydVest fyldte rundt i torsdags
Det er ikke meget ved at være manden i centrum, når man skal have en EfB-trøje på og samtidig er nordjyde helt ind i knoglemarven.
Men der var ingen vej udenom for rektor på Erhvervs Akademi SydVest, Henrik Larsen, da han i torsdags blev fejret ved enrecption i anledning af sin 50-års fødselsdag. Nu er han i Esbjerg, og her er det EfB, der regerer. Selv regerer Henrik dagligt som rektor på Erhvervsakademiet, men bedømt ud fra de pæne ord, han fik med på vejen, så er han ingen diktator. Derimod er han en inddragende og behagelig chef, og det mener sågar uddannelsesministeren, som sendte en videohilsen til fødselaren.
“Ja, det er jo da ikke hver dag, man får en personlig hilsen fra Morten Østergaard, så det er jeg rigtig glad for,” lød det fra Henrik Larsen, der siden 2008 har stået i spidsen for uddannelsesinstitutionen i Esbjerg.
I den tid har han blandt andet fået flere nye uddannelser til byen, blandt andet byggekoordinator, ligesom han har spillet en stor rolle i bestræbelserne på at få maskinmesteruddannelsen tilbage til byen.
Selv om Henrik Larsen dagligt bor i Kolding, hvor han i øvrigt også sad i byrådet fra 1998-2008, så er han helt fremme i skoene i Esbjerg. Her sidder han blandt andet med i Esbjerg Erhvervsudviklings bestyrelse, ligesom han også er formand for rektorkollegiet for de videregående uddannelser i Esbjerg. Om han også en dag vil ‘nyde' at have sin nye EfB-trøje på, ja det kan kun tiden vise...