Fortsæt til indhold

Omsætningen er røget i vejret

IM-Genbrug på Korskærvej har slået solide rødder i området. Lørdag markerer forretningen et jubilæum

Arkiv
Lars Saugbjerg

Lørdag den 18. januar er det 25 år siden, at Indre Mission åbnede sin første genbrugsbutik i Fredericia - i Riddergade 22a. Forretningen lukkede sidste år, og det samme gjorde Indre Missions butik i Nørrebrogade, som åbnede i 2005. De to genbrugsforretninger blev slået sammen til en 450 kvadratmeter stor butik i nybyggede lokaler - lige ved siden af Indre Missions hovedkontor på Korskærvej 25.
“Vi var da spændt, da vi flyttede ud til Korskærparken i april sidste år. Men det er bestemt gået godt. Vi er meget glade for at være her,” fortæller formanden for den nye, rummelige butik, Svend Aage Ladegaard.
“Besøgsmæssigt og omsætningsmæssigt er vi gået frem. Det er omkring 30 procent bedre, så vi er naturligvis meget tilfredse,” supplerer Else Ladegaard, der havde sin gang i forretningen i Riddergade.
Beliggenheden i Vestbyen er perfekt, mener Svend Aage Ladegaard, der i 10 år har været tilknyttet IM-Genbrug.
“Der bor mange mennesker i området - også indvandrere, der har brug for møbler og andre brugte ting. Måske kommer de til en halvtom lejlighed, uden ret mange penge. Så er et besøg i genbrugsbutikken oplagt,” siger Svend Aage Ladegaard, der understreger, at alle slags mennesker kommer i butikken.
“Det er helt legalt at købe brugt. Folk er meget bevidste om kvaliteten, moden - og også miljøet.”
“Tingene går ikke til spilde. Varer, som vi ikke kan sælge, forærer vi til Balkan Missionen, hvorefter sagerne ryger til Rumænien,” tilføjer Else Ladegaard.
Der findes godt 30 IM-Genbrugsbutikker i Danmark, der i alt har et overskud på ca. fem mio. kr. Pengene går til Indre Mission og organisationens tilbud “Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler”.
Omkring 35-40 efterlønnere/pensionister arbejder frivilligt i den lokale butik.
“Der er altid nok at lave. Ting og møbler skal hentes og bringes, pakkes ud, stryges, vaskes og gøres salgsklar. Og kunderne skal betjenes. Det er et spændende arbejde. Man møder en masse, og jeg nyder kontakten til arbejdsmarkedet. Vi er selv med i Indre Mission, og det betyder meget for os. Men det er ikke et personalekrav, at man skal have tilknytning til Indre Mission. Naturligvis heller ikke kundemæssigt. Jeg har i øvrigt kun én gang oplevet, at en person ikke ville have sine varer i en af vores Indre Missions poser,” slutter Else Ladegaard.