Førsteplads til Arbejdernes Landsbank
65.000 danske bankkunder tildeler Arbejdernes Landsbank førstepladsen i CEM Institutes årlige, uafhængige kundeundersøgelse. Det er femte år i træk, at Arbejdernes Landsbank udnævnes til at være bedst blandt de otte største banker i Danmark.
I undersøgelsen er de danske bankkunder blandt andet blevet spurgt om tilfredsheden med deres banks rådgivning, service og produkter, og her scorer Arbejdernes Landsbank højest. Det er femte år i træk, at banken placerer sig som nummer ét blandt de otte største danske banker.
”Undersøgelsens flotte resultat bekræfter os endnu en gang i, at kunderne værdsætter vores langsigtede strategi om at drive en ansvarlig bank, der tilbyder både personlig rådgivning og moderne digitale løsninger,” siger Tom Kronborg, filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i Aabenraa.
Arbejdernes Landsbank får i undersøgelsen en samlet CEM-score på 7.613, hvilket er 891 point foran nærmeste konkurrent.