Årets idræts-bobler
En ny pris, der hedder “Årets bobler”, skal kåres til årets idrætsfest
Eliteidrætssamrådet i Esbjerg har oprettet en ny pris til uddeling ved årets idrætsfest på Musikhuset i Esbjerg fredag den 31. januar. Prisen hedder “Årets bobler” og defineres som en idrætsudøver under 20 år, som er på tærsklen til et gennembrud, og som besidder et højt sportsligt udviklingspotentiale.
“Det er morgendagens stjerner, vi her har i kikkerten og de er ofte et produkt af talentarbejdet i klubberne. Derfor har vi også bedt klubber og trænere om at indstille boblerne,” siger formand for eliteidrætssamrådet Kim Nielsen.
De nominerede til “Årets bobler” er den 18-årige håndboldspiller Jacob Holm, der spiller i Ribe-Esbjerg HH og på u-20 landsholdet, Frederik Bannerholt, en 17-årig badmintonspiller fra ESG, der er en af de bærende spillere på førsteholdet og Martin Terp Olesen, en 19-årig svømmer, der er nordisk mester i butterfly for ungsenior.