Film og følelser
Så er det frem med kulturpasset og ind i biografmørket
Frederikssund Så starter sæsonens film-dage med Kulturpasset. Fredag den 24. januar, klokken 15 kommer Kulturpasset til Skibby Kino, lørdag den 25. januar, klokken 11 til Slangerup Bio og fredag den 31. januar, klokken 15 til Park Bio i Frederikssund. I alle 3 biografer vises de samme film, så kan du ikke den ene dag, så er der stadig mulighed for at se de gode film en anden dag. Og det er ganske gratis. Du skal blot tage dit Kulturpas i hånden og kommer hen i biffen. Så kvitterer vi med et stempel i passet og nogle gode filmoplevelser og ikke mindst med en fribillet til de første 25, der tilmelder sig. En fribillet, som kan bruges efterfølgende i biografen til en valgfri børnefilm. Film skal nemlig ses i biografen på det store lærred. Film er tit de store følelser og det er også, hvad de valgte film handler om. Her er en fortælling om kærlighed og en anden om at være bange, en om jalousi og en om ensomhed. Og så en overraskelse eller to! Filmene du kan komme til at se på det store lærred i biografen er:
Om at hygge sig sammen og skilles, - måske?
Den nye sommerfugl – 10 minutter En lille sommerfuglefamilie beslutter at tage på picnic i skoven, men uheldigvis dækker de op til frokost på den vej, hvor en ældre sommerfuglefanger fanger sommerfugle og andre insekter. Han fanger sommerfugleforældrerne og tager dem med hjem til sin samling og nu er gode råd dyre….
Om at blive venner og miste
Hr. Bohm og silden – 12 minutter Den næste film handler også om at hygge sig og måske skilles? Hr. Bohm er lidt ensom og går og filosofere over livets store mysterier. Hvordan kan det være, at fisk ikke kan leve på land, tænker han en dag og bliver ven med en sild. Sådan rigtig ven. Han tager silden med hjem, træner den og tænker; hvad man ikke ved, må man jo finde ud af….
Om at skræmme og selv blive bange
Aqualorius – 12 minutter Vi bliver ved vandet, men en langt mere uhyggeligt sted. Her er vi på vej ned til svømmebassinets dybe bund og måske også til fantasiens land. Under alle omstændigheder går der en legende i denne her svømmehal, at der lever et farligt bæst dybt nede på bunden. Skolens mobbeoffer, den 11-årige splejs Lars, er i længere tid blever forfulgt af den 13-årige Jaymz. Og da den barske jaymez opdager, at lars er lidt forelsket, skal han udfordres. Han tvinger Lars ned på svømmehallens dyb. Filmen er fra 2008 og er lavet og venligst udlånt af Nikolaj Tarp og Zentropa
Om at blive forelsket og om jalousi
Musen – 13 minutter Musen handler om følelsernes og jalousiens rejse. Liv på 10 år bliver kæreskte med Mike, som forære hende en sød, fin lille hvid mus. En mus, som Mike selv har gjort tam. Den populære pige i klassen får dog sat det hele på hovedt og…ja det må I hellere selv se. Filmen er lavet af Cosmo Film, som venligst har udlånt denne og er fra 2008.
Om at være føle sig overset og at holde af
Drengen i kufferten – 7 minutter (Filmhits for børn 6) Hvad gør man med en ny lillebror, som man synes tager for megen opmærksomhed? Man kan for eksempel putte ham i en kuffert, for at sende ham på rejse med skraldebilen. Det er lige hvad storebroren gør i denne film! En rigtig lille filmperle.
Om at føle sig udenfor og ikke forstået
De fantastiske 3 – 14 minutter Det er ikke altid lige let at gå i 4. klasse og skulle fortælle, hvad ens far eller mor laver foran hele klassen. Og nemt er det heller ikke for vores hovedperson at holde sig til sandheden. En rigtig skæg film om superheltene i blandt os! God fornøjelse. For at tilmelde dig, skal du gå ind på Kulturpassets hjemmeside: www.kulturpas.frederikssund.dk/content/dk/kultur_fritid/kulturpas/film og klikke på en af knapperne ud for den dag, du kommer. Tag gerne dine forældre med.