Fortsæt til indhold

Bliv klogere på energi og klima

Arkiv
Arkiv

KURSUSRÆKKE: Det Grønne Hus giver nu borgerne i Køge og omegn muligheden for at blive klogere på energi og klima, så de selv kan gå i gang med at energirenovere og/eller klimasikre deres bolig.
Mange vil gerne spare på varmen, minimere el-regningen eller har problemer med vand i kælderen, når skybruddene rammer. Det kan dog være rigtig svært at overskue og ikke mindst at gennemskue, hvad der er op og ned på det hele; hvor skal man starte, hvad kan betale sig og hvad er bedst at gøre for at mindske energiforbruget og klimasikre sit hjem?
Ved at investere nogle få aftener her i det tidlige forår, kan man blive sin egen energi- og klimakonsulent. Det Grønne Hus udbyder nemlig en kursusrække gennem FOF Ved Køge Bugt, hvor man blandt andet lærer om forskellige varmekilder, prøver kræfter med et termografikamera og ser på, hvordan man kan få styr på regnvandet på sin egen grund.
Oplægsholderne er de erfarne energi- og miljøvejledere fra Det Grønne Hus, som til daglig giver uvildig rådgivning til boligejere.
Kurset ”Bliv din egen energi- og klimakonsulent” strækker sig over seks tirsdage fra kl. 19.00 til kl. 21.45. Første gang er tirsdag den 18. februar. Tilmelding foregår via FOF.
Læs mere på www.fofkogebugt.dk.
pm