Ny provst indsættes
På søndag er der provsteindsættelse i Sct. Nicolai Kirke
Gudstjenesten i morgen søndag i Sct. Nicolai kirke i Aabenraa bliver den gudstjeneste, hvor også den nye provst, Kirsten Kruchov Sønderby, indsættes som provst i Aabenraa provsti og samtidig som sognepræst i Aabenraa sogn.
Aabenraa Provsti dækker 20 sogne i Aabenraa kommune.
Stillingen, som Kirsten Sønderby startede i pr. 1. januar 2014 er opdelt med halvdelen af tiden som provst i provstiet - og den anden halvdel som præst i sognet.
Kirsten Sønderby kommer fra en sognepræstestilling i Bryndum- Nørre Nebel v. Esbjerg, og har tidligere haft embede i Idom-Råsted v. Holstebro, hvor hun også var sygehuspræst v. Holstebro sygehus.
Hun har samtidig med videreuddannet sig på diplomuddannelse i ledelse og som gestalt-terapeut og sjælesørger, så hun er godt rustet til at påtage sig opgaven i Aabenraa Provsti og Sogn.
På søndag er det biskop Marianne Christiansen, Haderslev, som forestår selve indsættelsen, og Kirsten Sønderby forestår i øvrigt selve gudstjenesten.
Efter at gudstjenesten er slut, er der reception på Folkehjem i Aabenraa, hvortil man også er velkommen til at deltage.