Fortsat tro på Køge Park-projekt
Borgmester Flemming Christensen (K) vil forsøge at få reduceret deponeringskravet for at komme nærmere en økonomisk spiselig løsning på Køge Park-projektet.
KØGE PARK: Et deponeringskrav fra Økonomi- og indenrigsministeriet på 117 millioner i forbindelse med Køge Park-projektet svækker ikke borgmester Flemming Christensens (K) tro på, at projektet kan gennemføres, så Køge om få år kan få et nyt idrætsanlæg med plads til både elite- og breddeidræt.
Byrådets økonomiudvalg blev i denne uge orienteret om kravets omfang, og udsigten til at skulle dræne kommunekassen for et trecifret millionbeløb i en årrække er en af flere potentielle snublesten i forhold til projektet.
Ifølge Flemming Christensen er man dog ikke overrasket over deponeringskravet på 117 millioner kroner i forhold til det skitserede projekt, og han forklarer, at man nu vil se på, hvordan man kan reducere deponeringskravet. Her har han ikke mindst kig på halbyggeriet, der er en del af stadionprojektet.
- Ved byggeriet af en tilsvarende hal i Roskilde har kommunen fået total fritagelse for deponering. Hvis vi kan gøre noget tilsvarende, så kan vi reducere kravet med 30-40 millioner kroner, og så nærmer vi os de 75 millioner kroner, som grundene må forventes at være værd, siger han med henvisning til, at man i givet fald ikke behøver at belaste Køges kommunekasse yderligere i forbindelse med den krævede deponering til ministeriet.