EMS kører med sorte tal
Esbjerg Motorsport har lavet en såkaldt turn-around og vendt et forventet underskud til et overskud på 177.984 kroner
Det kører i den grad for Esbjerg Motorsport, og det er ikke kun inde på banen. På generalforsamlingen forleden kunne bestyrelsen fremvise et regnskab med sorte tal, og der vil fortsat være fokus på at drive en fornuftig forretning. Esbjerg Motorsports bestyrelse kunne på den velbesøgte generalforsamling præsentere et overskud på 177.984 kroner for 2013, og det selv om der egentlig var forventet et mindre underskud.
"Det er meget positivt, og vi har nu genskabt vores egenkapital. Likviditeten er fortsat stram, og vi vil have meget fokus på at holde kursen, men vi er meget tilfredse med det her resultat i et år, hvor vi havde ekstra udgifter forbundet med aflysningen af GP Challenge, stjålne traktorer og ikke mindst afvanding af arealerne omkring Korskroen. Arbejdet med at forbedre det sidste er godt i gang, og vi forventer også, at vi kan skabe et overskud i år," fortæller bestyrelsesmedlem Erik Falk Svendsen, som sammen med resten af bestyrelsen arbejder benhårdt på at konsolidere økonomien.
"Vi vil skabe en fornuftig forretning, og det er bestemt også vigtigt, når vi nu som følge af nye regler fra DMU har lavet en professionel overbygning, som kommer til at EMS elite IVS. Her er vi underlagt løbende kontrol af budgetter, og derfor er det kun positivt, at vi i forvejen arbejder målrettet med økonomien," forklarer Erik Falk Svendsen, der glæder sig over den store interesse fra erhvervslivet, som han oplever:
"På nuværende tidspunkt har vi allerede sponsorer på samme niveau som i sidste sæson, og vi forventer, at der i de kommende måneder frem mod sæsonstart kommer endnu flere til. Det ser meget lovende ud, og det er med til at sørge for, at vi fortsat kan udvikle os både på og uden for banen."