Bosse sælger sin forretning
VVS Søberg koncernen har købt Bosse's Blikkenslagerforretning i Sønderborg
Bosse"s Blikkenslagerforretning på Aabenraavej i Sønderborg er blevet overtaget af VVS Søberg koncernen med cirka 165 medarbejdere og 12 afdelinger fordelt i Jylland samt på Fyn og Sjælland.
"Målet med overtagelsen er at øge vores aktivitet i Sønderborg kommune samt opnå yderligere stordriftsfordele samtidig med, at nærheden til kunderne bevares lokalt," fortæller direktør Kent Nielsen fra VVS Søberg A/S.
"En af de store fordele ved overtagelsen er også, at vi kan øge graden af specialisering inden for vores kernekompetencer. Det giver os mulighed for at lade medarbejderne dykke endnu mere ned i deres specialer og samtidig have flere kolleger at udveksle erfaringer med," siger Kent Nielsen og fortsætter:
"Kernekompetencerne omfatter blandt andet alternativ energi i form af jordvarme, varmepumper, solvarme og solceller. Herudover er VVS Søberg specialiseret i vandværker, gasservice, oliefyrsservice, badeværelser og fjernvarme samt industriservice."
Den bedste beslutning
"Efter mange år som selvstændig har salget til VVS Søberg været en beslutning, der har krævet noget overvejelse," siger Bjarne 'Bosse' Clausen, som fortsætter i VVS Søberg.
"Netop behovet for specialisering er afgørende i dag, hvor der stilles større og større krav til den enkelte medarbejder. I VVS Søberg er der kompetenceopdelt ledelse, som jeg ser som helt afgørende for den videre udvikling af mig selv samt mine medarbejdere," forklarer han.
"I alle årene har det handlet om at udvikle forretningen og dermed udvikle medarbejderne. At blive en del af VVS Søberg A/S vil sikre, at både kunder og medarbejdere får de bedste muligheder for fortsat udvidelse og udvikling. Så selv om det naturligvis har været noget, jeg har tænkt meget over, er jeg ikke i tvivl om, at det er det bedste for mig, virksomheden, kunderne og de ansatte," slutter Bjarne 'Bosse' Clausen.