"Det er et ordentligt brød!"
Nielsens Bageri i Vojens støtter ishockeysporten i Vojens med det nye sponsorbrød
For nogen tid siden fik Vojens Ishockey Klub en henvendelse fra Nielsens Bageri i Rådhuscentret. Vojensbageriet var interesseret i at støtte op om amatørerne fra VIK. En støtte som skulle udmøntes i et pengebeløb, som ubeskåret for hvert solgt brød skulle tilgå amatørishockeyspillerne fra VIK.
"Vi blev kontaktet af Nielsens Bageri, og var naturligvis straks med på ideen," fortæller Janne Madsen fra sponsorudvalget. Hun har sammen med Mette Nielsen aftalt brødtype. Den skal naturligvis være såvel sund som nærende. To vigtige ting hvad enten der skulle være tale om ishockeyspillernes madpakker, eller blot en del af familiens husholdning.
Onsdag aften havde bagermester Henrik Nielsen produceret fire forskellige absolut lødige hvedebrød, hvor der kun er brugt rigtigt gode råstoffer. De skulle så igennem en prøvesmagning, hvorefter en vinder skulle findes. Herefter vil brødet komme i forretningen og for hvert brød, som sælges, vil VIK"s klubkasse få halvanden krone.
"Vi er rigtig glade for samarbejdet med Henrik og Mette Nielsen fra Nielsens Bageri," fortæller Janne Madsen, og fortsætter onsdag aften:
"Nu stiller vi så med nogle smagsdommere, som skal udpege vinderbrødet blandt de fire kandidater."
Med sig havde Janne Madsen to ishockeydrenge, en holdleder, en forælder, en frivillig medhjælper og så sig selv som sponsorudvalgs- og bestyrelsesmedlem.
"I skal dufte til brødet, trække i det og selvfølgeligt smage på det," forklarede bagermester Henrik Nielsen. Herefter gik gruppen til værket. Virkelig seriøst og grundigt.
Diskussion. Vurdering. Udseende og duft. VIK"s smagspanel overlod intet til tilfældighederne, men pludselig var der en vinder med hele 60 procent fuldkorn. Et dejligt brød, som straks blev døbt 'VIK Hockeybrød', og under det navn sælges det i butikken i Vojens hos Nielsens Bageri.