Fortsæt til indhold

Ølsmagning i Valhal

Frederikssund Ølsmagning afholder den årlige ølsmagning på Kalvøen lørdag 25. januar

Arkiv
Arkiv

For 11. gang er fØLs (Frederikssund Ølsmagning) værter ved den årlige ølsmagning på Kalvøen. Igen i år er der både nye bryggerier, som eksempelvis Kissmeyer Brewing, Kongebryg og Birkerød bryghus og gamle kendinge som Hornbeer, Braunstein, Skovlyst og Brewpub.
Igen i år har arrangørerne allieret sig med den lokale Whisky-klub, TAS, der vil supplere ølsmagningen med en mulighed for at smage på lidt forskelligt whisky fra blandt andet det skotske højland, det irske ditto og de amerikanske sletter.
Dørene åbnes kl. 11 ind til ikke mindre end 16 forskellige bryggeriers liflige væsker, og det varer sædvanligvis ikke længe, førend stemningen er på kogepunktet, og der bliver smagt på meget forskelligt øl. Er mængden af humle passende? Foretrækkes der øl med salvie, med hyldeblomst, med kanel eller med lakridssmag? Skal øllet være sødt eller syrligt osv. – meningerne er delte.
Der holdes åbent frem til kl 17, så der er god mulighed for at nå at smage de mange forskellige øl fra alle bryggerierne.
Hver enkelt gæst får et glas, en liste over de ca. 60 forskellige øl, der kan smages, og en stemmeseddel. Således kan hver enkelt gæst stemme på præcis den øl, som han/hun synes smager bedst. Klokken cirka 16.30 trækkes der lod blandt alle afleverede stemmesedler om tre ølpræmier, hhv. tre, to og én øl fra hvert deltagende bryggeri.
Når dørene er lukkede og bryggerne har forladt Valhal går fØLs i gang med at optælle stemmesedler, og inden midnat plejer der at foreligge et resultat.
"I både 2012 og 2013 passerede vi 500 gæster, samlet set. Der plejer ikke at gå mere end en times tid førend stemningen er helt i top og Valhal er pænt fyldt op, så vi anbefaler, at man kommer tidligt på dagen," lyder det fra Jesper Wittenburg fra fØLs.
Den samlede liste består af 16 bryggerier:
Hornbeer, Det Lille Bryggeri, Bryggeri Skovlyst, Pip Bryg Glostrup, Fur Bryghus, Brewpub, Bryghuset No5, Kissmeyer Brewing, Øl-laboratoriet, Nordkystens Bryghus, Stronzo, Bryggeriet Braunstein, Flying Couch Brewing, Kongebryg, W-Brew, Birkerød Bryghus/Birkebryg samt lokale hjemmebryggere.