Kyndelmisse-Musik-Gudstjeneste i Grundtvigskirken
Søndag den 2. februar kl. 17.00 finder årets Kyndelmisse-Musik-Gudstjeneste sted i Grundtvigskirken. Ved dette meget stemningsfulde arrangement er der tekstlæsninger ved kirkens præster samt fællessalmer ved menigheden.
Imellem tekstlæsningerne og fællessalmerne synger Grundtvigskirkens Cantori smukke kirkemusikalske korsatser, der supplerer teksterne. Grundtvigskirkens Cantori under ledelse af Inge Beck består af 18-20 meget begavede, unge korsangere – fortrinsvist musikstuderende.
Dette år synger Grundtvigskirkens Cantori bl.a. 4 Marienlieder af Johannes Brahms. I kirken er kyndelmisse en fejring af Mariae renselsesfest – 40 dage efter Jesu fødsel.
Derfor er det nærliggende at synge om jomfru Maria. Ved Kyndelmisse-Musik-Gudstjenesten vil kirken være oplyst udelukkende af levende lys. Der er fri entre, og alle er velkomne.