God sæsonstart for Team Spang
Team Spang - Søren og Sarah Spang Hansen - fra Adventure Race Als vandt årets første adventure race i mix i tiden 20 timer og 30 min for de godt 160 kilometer i master-klassen.
I alt fire hold fra Adventure Race Als var taget til Adventurerace Merrell Kong Vinter på det nordlige Sjælland for at starte sæsonen 2014. Der blev stillet med to hold på Challenge (cirka 100 km) og to på Master (cirka 160 km).
Adventure race er en udholdenhedskonkurrence, der kombinerer orientering og/eller navigation med to eller flere discipliner, hvor deltagerne transporterer sig selv til fods, på mountainbike, i kajak, i kano, på inliners eller ved svømning. Andre discipliner som skydning, klatring og rapelling kan også indgå i konkurrencen, som kan vare fra få timer til flere dage. Der konkurreres i hold på typisk 2-4 personer, gerne med begge køn repræsenteret.
Holdene skal samlet forcere forskelligt terræn efter normalt en selvvalgt rute mellem forudbestemte checkpoints.
Der eksisterer i sporten en ånd om, at man færdes i naturen med respekt og kun efterlader sig fodspor. Hele holdet racer sammen og når frem til alle poster, også selv om der ikke er nogen, der kigger. Desuden gælder, at intet hold er stærkere end det svageste led, og det er hele holdets opgave at støtte og hjælpe hinanden frem til mål.