Fortsæt til indhold

Møllen søger Ny leder

Når Teatret Møllen i august 2014 fejrer 40 års jubilæum, bliver det med en ny teaterleder i spidsen.

Arkiv
Arkiv

Det prisbelønnede teater er et af de sidste teatre i landet med kollektiv ledelse, men ved årsskiftet valgte teatret en ny ledelsesstruktur med en bestyrelse, der nu søger en teaterleder, der skal føre teatret videre de kommende år.
Teatrets kunstneriske personale: Instruktør og scenograf Gitte Kath, instruktør og skuespiller Ole Sørensen, skuespiller Connie Tronbjerg og skuespiller Klaus Andersen bliver på teatret og får sæde i et rådgivende organ, et dramaturgiat, som skal rådgive den nye leder i kunstneriske spørgsmål.
Møllen var et af landets første gruppeteatre i en tid hvor gruppeteatre var mere reglen end undtagelsen, når nye teatre opstod rundt omkring i landet.
Det første ensemble bestod af Niels Andersen, Hans Bay, Kristin Bjarnadottir, Agnethe Bjørn, Torben Zeller, Jytte Nørgård Petersen (adm.), Gitte Kath (scenograf) og Jørn Langsted (dramaturg).
I 1980 blev Teatret Møllen et af de nye egnsteatre i en ordning der skulle støtte teaterlivet uden for de større byer. Teatret har siden starten haft hjemme i den gamle vandmølle i Haderslev.
I begyndelsen hed teatret 'Teatergruppen Møllen'. I 1992 blev navnet ændret til det nuværende 'Teatret Møllen'.
Teatret og dets kunstnere har i tidens løb modtaget flere priser, herunder bl.a. en Reumert i 2001 for forestillingen Lennie og George.

Bestyrelse

Fremover er teatrets øverste ledelse en bestyrelse bestående af Jakob Højgård Jørgensen (formand) - Teaterchef på Teater Nordkraft i Aalborg; Anette Petersen (næstformand - udpeget af skolelederne i Haderslev Kommune) - skolelærer på Sdr. Otting Skole; Peter Jensen Hansen (udpeget af byrådet i Haderslev Kommune); Marianne Christiansen - biskop i Haderslev Stift; Simon Faber - overborgmester i Flensborg; Niels Andersen - producent på teaterfestivalerne ILT og Danish+ samt Connie Tronbjerg (medarbejderrepræsentant) - Skuespiller.
Bestyrelsens første opgave bliver at ansætte en teaterleder, der skal stå i spidsen for den samlede medarbejderstab på Teatret Møllen – det kunstneriske ensemble samt det tekniske og administrative personale.
"Teatret Møllen har igennem mange år været et af Danmarks mest markante egnsteatre, der har vundet stor anerkendelse både nationalt og internationalt. Jeg kender teatret godt fra min tid som administrator på stedet," fortæller formand Jakob Jørgensen, der fortsætter:
"Det er udtryk for stort mod og stort hjerte for Møllens fremtid, at teatret nu har valgt en ny ledelsesstruktur, der skal fremtidssikre og videreudvikle Møllens rolle i et lokalt kulturliv og i et dansk teaterlandskab i stadig forandring. Jeg er spændt på den kommende proces med at finde en ny leder. At stille sig i spidsen for Teatret Møllen er på en gang meget attraktivt og en stor udfordring, da det både kræver en stor respekt for Møllens historie og en stærk vision for Møllens fremtid."
"Det er en stor begivenhed for Teatret Møllen og en stor begivenhed for dansk teater at det sidste teater med kollektiv ledelse overgår til en ny ledelsesstruktur og ansætter en teaterleder. Behovet for forandring kommer fra Teatret Møllen og er et af de greb vi har valgt for at sikre Haderslev Kommune og Teatret Møllens sameksistens langt ud i fremtiden. Med stor spænding ser vi også den nye struktur som en langsom igangsættelse af et generationsskifte på teatret," supplerer Gitte Kath fra Teatret Møllen.