Varde Kommune inviterer til forældrekursus
Forældre til børn i alderen 0 – 6 år i Varde Kommune tilbydes en række forældreaftener.
Tale er sølv – tavshed er guld…… lyder et gammelt ordsprog.
Kommunikation er et af vores stærkeste redskaber i samspil og omgang med andre mennesker. Det nyfødte barn fødes med evne til at kommunikere med sine omgivelser fra første færd ved at se på mor og far og lytte til deres stemmer og betoning. Senere udvikles egen evne til at udtrykke sig via lyde og kropssprog hvilket går forud for talsproget.
Børns grundlæggende sproglige stimulering finder automatisk sted i hverdagen med nærværende og lydhøre voksne. Den daglige dialog danner grundlag for at skabe en god kontakt og en god stemning, og hverdagens forskellige aktiviteter lægger op til at bruge sproget på forskellige måder.
Aftenens oplæg skitserer overordnet barnets sproglige udvikling fra 0 – 6 år og herigennem sættes fokus på vigtigheden af forældres sproglige interaktion med deres barn, og hvordan dette styrker barnet i dets samspil og udvikling med omverdenen.
Mød frem og lyt til dette spændende oplæg ved tale / hørekonsulent Hanne Danielsen og Lisbeth Vind. Efterfølgende lægges op til debat imellem fremmødte forældre og et panel bestående af fagfolk sammensat efter aftenens tema.
Det er gratis at deltage. Der bliver serveret kaffe, te og småkager.