Fortsæt til indhold

I krig og fred med Byarkivet

Kulturnatten Kyndelmisse i Køge nærmer sig hastigt og på Byarkivet lægges nu sidste hånd på forberedelserne til blandt andet arrangementet om bogen Kaptajn Dinesen af Tom Buk-Swienty.

Arkiv
Arkiv

BOG: Forfatteren Tom Buk-Swienty fortæller i Rådhuskantinen om sin nye bog "Kaptajn Dinesen" i forbindelse med Kyndelmisse i Køge. Det er en stor biografisk fortælling om eventyrer, kriger, jæger, politiker og forfatter, Wilhelm Dinesen, der i sin samtid var kendt som ”Kaptajn Dinesen”. I dag er han måske bedst kendt som Karen Blixens far.
På Byarkivet kan man desuden gå på opdagelse i legetøj fra gamle dage.
- Her viser vi eksempler fra Oliver Bergs samling fra det gamle legetøjsmuseum i Vestergade. Kom og se eller gense udvalgte perler på Byarkivet, lyder invitationen.
Det er også fra Byarkivet, at man kan komme på en skummel byvandring i det vinterkolde, nattemørke Køge. Undervejs kan man høre fortællingerne om Køges hårde skæbne under Svenskekrigene i midten af 1600-tallet.
Køge var besat af de svenske tropper, som befæstede byen med bastioner. Alt der stod i vejen, blev revet ned.
Endelig kan man høre den spændende fortælling om det store forsvarsværk ”Tunestillingen” ved et foredrag ved historiker og lektor Hans Chr. Eisen.
Det blev til under Første Verdenskrig, som et fremskudt forsvarsanlæg for København. I tilfælde af en invasion, forventede man en fjendtlig landgang i Køge Havn eller i bugten ved Tune.
På Byarkivet i Vestergade er der åbent hus hele Kyndelmisseaftenen.