Kysten skal sikres
Kysterne ved Roskilde Fjord kan sikres på flere måder. Det skal ske, så folk kan bo trygt i Nordmarken og andre steder ved kysten, sagde borgmester Joy Mogensen (S) ved mødet Jyllinge, - Stormen var en katastrofe, men I skal aldrig mere frygte vandet, sagde borgmesteren, der fortalte, at hun stadig har en lang og sej kamp foran sig, så kysten kan blive sikret. Joy Mogensen lovede, at Roskilde Kommune har råd til og også vil investere i en sikring af kysten. Den kan man sikre på flere måder, forklarede miljømedarbejder Hans Christian Jensen fra kommunene. Allerede på nuværende tidspunkt er man godt i gang med at sikre Nordmarken mod vand fra skybrud eller høj vandstand i Værebroåen ved at bygge en pumpeløsning, der får vand ud af det lavtliggende område.
Sluser og diger
For at beskytte kysten mod fjordvanden kan man enten vælge at bygge diger eller sluser. Hele tiden skal man dog tænke på, at løsningerne kan have store konsekvenser for naturen og miljøet ved kysterne - og kan forårsage andre problemer. Et mobilt dige vil skade natur og miljø mindst. Det kan så køres frem, når der er risiko for høj vandstand, og derefter køres væk igen. Diget koster omkring 25. mio kroner. Mobile diger bliver brugt med succes i Holland. Man kan også vælge at bygge en dæmning med sluse ved indløbet til Isefjorden og Roskilde Fjord nær Hundested-Rørvig eller ved Kulhuse. Begge disse løsninger er dyre og vil kraftigt påvirke både vand og miljø. En fjerde mulighed er at bygge en dæmning med sluse ved broen eller jernbanebroen i Frederikssund. Den er kortest og billigst og skader naturen mindst. Et forslag til en sikring af kysten skal ligge klar senere i år. ag