Ølsmagning i Wika for 13. år i træk
Wika i Køge inviterer igen i år til sin populære ølsmagning med masser af spændende øl fra hele verden på programmet.
ØLSMAGNING: Wika på Gymnasievej byder igen i år og for 13. år i træk kunderne velkommen til ølsmagning. Dette foregår onsdag den 26. februar klokken 19.30-21.30.
Der vil denne aften blive mulighed for at smage øl fra hele jordkloden, og der er mange forskellige varianter at vælge imellem.
Wika vil denne aften byde velkommen med en velkomstøl, og derefter vil der være 10 af Wikas ølleverandører til stede for at udskænke smagsprøver på netop deres sortiment, og naturligvis også øse ud af deres viden om produkterne. Der vil som sædvanlig også være lidt at spise til, da Wikas delikatesse serverer en let anretning.
Igen i år er der mange nyheder på programmet, så der skulle være god mulighed for at få udvidet sin ølhorisont og få nye favoritter sådan en dag som denne. Både store og små danske mikrobryggerier vil være til stede, og derudover vil der også være et stort udvalg af nye, spændende, udenlandske øl.
Den lokale afdeling af de danske ølentusiaster er også på plads, så dette kunne være en gylden mulighed for at blive medlem af den populære forening. De danske ølentusiaster i Køge hører til blandt de mest aktive lokalafdelinger og blev derfor valgt til årets lokalafdeling 2012.
Der vil være mulighed for at købe øl med hjem i løbet af aftenen, og traditionen tro vil der også være en rabat på 20 procent på de øl, som har været med til smagningen, i perioden fra den 26. februar til den 8. marts.
Dette tilbud gælder naturligvis ikke kun de kunder, som har deltaget i ølsmagningen; alle Wikas kunder får denne mulighed.
Der er altid stor rift om billetterne, så det er med at være hurtig til at købe billetter til arrangementet. Billetterne koster 100 kroner og sælges fra Wikas kioskafdeling.