Alt klar til topbrag i Køgehallen
Team HK Køge og HIK tørner sammen i et brag af en kamp i 2. Division i søndag den 2. februar i Køgehallen.
HÅNDBOLD: Med en sejr på 29-25 i sidste lørdags udekamp mod et andet af topholdene i 2. Division Øst, Holte iF, lagde Team HK Køge op til et rigtigt spændende topopgør, når rækkens nummer et, HIK kommer på besøg i Køgehallen søndag den 2. februar kl. 15.15.
Inden kampen er gæsterne fra Hellerup som nævnt nr. 1 med 22 points for 12 kampe mens Team HK Køge og FIF deler andenpladsen med hver 20 points for 13 kampe.
Kampen mod Holte IF blev mere spændende end nødvendigt.
- Vi startede forrygende det første kvarter hvor vi kom foran med otte mål, men så gik Holte IF over i en skæv 5-1 opdækning og samtidig fik de os ned i tempo, hvilket betød at de fik halet lidt ind til pausen, hvor vi førte med fem. På et tidspunkt i anden halvleg var vi kun foran med to mål, men så fik Jacob Hvid reddet et straffekast, og det fik vendt kampen til vores fordel, så vi kunne trække fra igen og slutteligt trække os tilbage med en fire-måls sejr. Men det var en lidt blandet kamp, hvor vi ikke helt nåede det topniveau vi kan, indrømmer anfører Brian Ankersen.
Sejren var Team HK Køges ottende i træk i 2. Division. Ganske imponerende.
Nu gælder det topbraget mod HIK – og det er en kamp Brian Ankersen og hele Team HK Køge glæder sig til.
- Det bliver rigtigt spændende. De to hold kender hinanden ganske godt. Vi havde repræsentanter til stede da HIK for et par uger siden besejrede Holte IF, mens de var til stede i lørdags for at se vores kamp mod Holte. HIK er et ungt, talentfuldt hold der er gode fremad banen og de står godt i et 6-0 forsvar. For os gælder det at vi får sat kvalificerede afslutninger op og får holdt deres kontraspil nede. De har et par sindssygt hurtige fløje som der skal dæmmes op for, fortæller Brian Ankersen, der lægger presset lidt over på HIK.
- Jeg vil give dem en svag favoritværdighed – men det bliver de små marginaler på dagen der vil afgøre kampen. Men helt sikkert at vi skal være dybt koncenteret i samtlige 60 minutter – vi skal op på samme niveau som vi viste i pokalkampen mod Ajax for lidt over to uger siden, siger Team HK Køge anføreren, der håber på at rigtig mange håndboldfans vil møde frem og bakke holdet op i den vigtige kamp.
Team HK Køge forventes at stille i stærkeste opstilling.
- Der er nogle spillere der trækkes med lidt småskavanker, men det kan og bør ikke holde dem væk fra en kamp som denne. Bagefter er der tre uger til næste kamp – ude mod FIF - til at få skaderne kvit, slutter Brian Ankersen.
Den omvendte kamp i oktober måned blev vundet af HIK med 22-18.
Der bliver masser af underholdning for publikum. Når holdene løber på banen vil de blive ledsaget til musik, røg og lysshow leveret af Party in the Sky.
Publikum kan ligeledes deltage i den populære pauseevent, "Tættere på Spar Nord" ved at købe hacky sacks. Der er fine præmier på højkant.