Fortsæt til indhold

Indfør statslån til boliger på landet

Vi kan med fordel kopiere den norske husbank for at sikre lån til familier, der vil købe hus på landet, mener boligforsker. Interessant forslag, mener ejendomsmæglerkæden home

Arkiv
Arkiv

FORSLAG: Som boligkøber til et hus på landet, kan det være svært at opnå realkreditlån – selv for familier med en sund økonomi.
Men det er der ifølge boligforsker og lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak en løsning på.
Danmark kan med fordel kopiere en norsk model med en statsbank, der kan yde lån til økonomisk sunde familier, der vil købe bolig i Udkantsdanmark, men som ikke kan låne til købet i bank eller realkredit.
- Det er en fremgangsmåde, som man sagtens kan anvende herhjemme. På den måde forværrer man ikke situationen i de områder, hvor boligefterspørgslen er lav, siger Morten Skak til Jyllands-Posten.
- Der findes rent faktisk mennesker, som gerne vil bo i de tyndtbefolkede områder, men i dag kan de ikke få et realkreditlån, selvom de rigeligt har råd til at købe en bolig, uddyber boligforskeren i avisen.
Forslaget lyder interessant, synes relationschef i home-kæden Mads Ellegaard:
- Det kunne være en tiltrængt håndsrækning til boligmarkedet på landet. Vi oplever i de disse år, at flyttestrømmen meget ensrettet går mod de større byer. Det betyder, at der sker en øget skævvridning af boligmarkedet, fordi priserne og salget er på vej op i storbyerne, mens det kniber mere med at få gang i handlerne i landområderne, og intet tyder på, at den udvikling er lige ved at vende, siger Mads Ellegaard fra home.
- Fra vores mæglere hører vi jævnligt om købere med en sund økonomi, der ønsker at købe gode huse i landzone, som de ikke kan få belånt, siger Mads Ellegaard fra home.
Et nej fra realkreditinstitutterne kan blandt andet skyldes, at de i deres kreditvurdering skal værdisætte boligen ud fra, hvad den kan sælges for i fri handel i løbet af seks måneder, og nogle steder tager det i snit noget længere tid at få solgt.
- Det betyder, at nogle familier må bo til leje til en højere pris, end de kunne have ejet en bolig for, og det giver jo ingen mening - hverken for den enkelte familie eller lokalområdet. Forslaget kan blive en gevinst for Danmark, hvis vi kan få bedre gang i boligmarkedet på landet, forudser home-chefen.
Ifølge Jyllands-Posten, er den norske model skruet sammen, så kommunen tager 25 % af tabet og staten 75 %, hvis boligejeren kommer i økonomisk uføre.
pm