Fortsæt til indhold

Førstegangskøbere går direkte efter villadrømmen

Arkiv
Arkiv

BOLIGDRØMME: Tre ud af fire førstegangskøbere styrer direkte efter danskernes boligdrøm nummer ét: Villa, Volvo og vovhund.
Og en betydelig del af køberne er klar til at betale mange penge for drømmen.
Hver tredje af de nye købere har blikket rettet mod en villa i prisklassen over 2 mio. kr. – i 2009 var det kun én ud af fem. Det viser en analyse fra Nybolig, som er en af landets største ejendomsmæglerkæder.
72 pct. af førstegangskøberne har en villa som førsteprioritet, og det er flere end for fire år siden, da det kun var 63 pct. Rækkehuset kommer ind på en andenplads, og først derefter prioriteres villalejlighed, ejerlejlighed og andelsbolig.
- Førstegangskøberne er typisk yngre mennesker, og mange af dem er vokset op i et enfamiliehus, som er en af de mest almindelige boligformer i dag. Nu søger de tilbage til det velkendte - et sted med lys og luft og plads, siger Statsautoriseret ejendomsmægler & Valuar, Allan Wolff Nielsen fra Nybolig, Folmer Nielsen i Køge.
Nybolig har spurgt flere end 900 førstegangskøbere om deres overvejelser, og svarene viser, at de nye på boligmarkedet er mere fokuseret på at lægge penge til side til købet end for fire år siden.
Mange flere sparer op inden køb, flere sparer et større beløb op, og næsten én ud af fire har i dag sparet mere end 30 pct. af købesummen op – 14 pct. har mere end halvdelen af beløbet klar ved underskrivelsen af købsaftalen. Samtidig vil betydeligt færre have afdragsfrie lån. I 2009 overvejede 21 pct. primært lån uden afdrag. I dag er det kun 12 pct. – 70 pct. vil have lån med afdrag.
- Kriseårene har tydeligvis gjort indtryk på førstegangskøberne. Flere sparer op, og det er positivt, for jo mere man sparer op, desto større chance er der for at få realiseret sin personlige boligdrøm, siger Statsautoriseret ejendomsmægler & Valuar, Allan Wolff Nielsen fra Nybolig, Folmer Nielsen i Køge.