VVS Søberg styrker sin position
Den sønderjyske VVS koncern har opkøbt Bosse's Blikkenslagerforretning i Sønderborg
VVS Søberg overtog ved årsskiftet Bosse"s Blikkenslagerforretning, der har til huse i Sønderborg.
Dermed bliver VVS Søberg en væsentlig større VVS-spiller i Sønderborg Kommune. VVS Søberg koncernen med ca. 165 medarbejdere har 12 afdelinger fordelt i Jylland samt på Fyn og Sjælland.
"Målet med overtagelsen af Bosse"s Blikkenslagerforretning er at øge vores aktivitet i Sønderborg kommune samt opnå yderligere stordriftsfordelene samtidig med, at nærheden til kunderne bevares lokalt," fortæller direktør Kent Nielsen fra VVS Søberg A/S.
"Det, der har været vigtigst for os i denne sammenhæng, er at bevare den lokale nærhed og relation til kunderne, samtidig med at vi øger specialiseringen inden for vores kernekompetencer og sikrer, at vi får udbytte af stordriftsfordelene. Netop den lokale nærhed og de relationer, der er mellem de enkelte montører og kunderne, er en styrke i begge virksomheder," understreger direktøren.
"Vi har det rette antal medarbejdere med de rette specialer. En af de store fordele ved overtagelsen er også, at vi kan øge graden af specialisering inden for vores kernekompetencer. Det giver os mulighed for at lade medarbejderne dykke endnu mere ned i deres specialer og samtidig have flere kolleger at udveksle erfaringer med. Så kort og godt gør det vores folk dygtigere – til gavn for vores kunder," siger Kent Nielsen og fortsætter:
"Kernekompetencerne omfatter blandt andet alternativ energi i form af jordvarme, varmepumper, solvarme og solceller. Herudover er VVS Søberg specialiseret i vandværker, gasservice, oliefyrsservice, badeværelser og fjernvarme samt industriservice."
Den bedste beslutning
"Efter mange år som selvstændig har salget til VVS Søberg været en beslutning, der har krævet noget overvejelse," siger Bjarne ”Bosse” Clausen – som fortsætter i VVS Søberg med daglig kontakt til kunderne og medarbejderne:
"Netop behovet for specialisering er afgørende i dag hvor der stilles større og større krav til den enkelte medarbejder. I VVS Søberg er der kompetenceopdelt ledelse som jeg ser som helt afgørende for den videre udvikling af mig selv samt mine medarbejdere."
"I alle årene har det handlet om at udvikle forretningen – og dermed udvikle medarbejderne. At blive en del af VVS Søberg A/S vil sikre, at både kunder og medarbejdere får de bedste muligheder for fortsat udvidelse og udvikling. Så selv om det naturligvis har været noget, jeg har tænkt meget over, er jeg ikke i tvivl om, at det er det bedste for mig, virksomheden, kunderne og de ansatte," siger Bjarne ”Bosse” Clausen
"VVS Søberg bærer præg af en høj grad af værdibaseret ledelse, hvor det at være kundeorienteret er det primære for alle medarbejdere, uanset funktion. Det handler om at være troværdig og engageret og have respekt for både kunder og kolleger," siger Kent Nielsen, VVS Søberg.