Fortsæt til indhold

Lejre-virksomheder belønnes for rummelighed

Med lanceringen af ”Virksomhedsprisen 2013” sætter Lejre Kommune fokus på lokale virksomheder, der har gjort en stor indsats for at fastholde eller integrere borgere fra Lejre Kommune på arbejdsmarkedet.

Arkiv
Arkiv

Lejre Succeshistorierne skal synliggøres. Det er tanken bag den nye pris, Virksomhedsprisen, som Lejre Kommune har indstiftet, og som uddeles første gang i marts 2014. Virksomhedsprisen uddeles til en virksomhed, privat eller offentlig, beliggende i Lejre Kommune. Virksomheden skal have gjort en særlig indsats for at fremme rummeligheden på arbejdsmarkedet. Det kan eksempelvis være en indsats for at fastholde medarbejdere, som ellers var i fare for at miste jobbet, at integrere personer, der ellers har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, at oprette uddannelsespladser for unge eller at ansætte medarbejdere i job på særlige vilkår. "Det behøver ikke at være store projekter. Det vigtigste er, at indsatsen har bidraget til, at en eller flere personer er fastholdt eller integreret i ansættelsesforhold, der har gjort de pågældende helt eller delvist selvforsørgende," fortæller Christian Plank.

Hvem kan indstille en virksomhed?

Alle borgere og ansatte på arbejdspladser i Lejre Kommune kan indstille kandidater til Lejre Kommunes Virksomhedspris 2013. Virksomhedsprisen består af 5.000 kr. til fælles aktiviteter for den vindende virksomheds ansatte samt et kunstværk fra en lokal kunstner. Fristen for indstilling af kandidater: 7. februar 2014 kl. 12.00, og prisen uddeles i marts 2014, ved et særligt arrangement, hvor alle indstillede virksomheder inviteres. Læs mere om Virksomhedsprisen og se, hvilke kriterier, de indstillede kandidater bliver vurderet ud fra: www.lejre.dk