Fra fjender til venner
Sognepræst Paul Kofoed fra domkirken opfordrer til fælles sang for at byde velkommen til flygtninge på Haraldsborg
Fra fjendebillede til vennebillede En god ven har vist mig den protestskrivelse, som en boligejer fra Frederiksborgvej-kvarteret har runddelt til områdets beboere for at samle opbakning mod Roskilde Kommunes planer om midlertidigt at huse nogle få flygtninge i det nedlagte psykiatriske plejecenter Haraldsborg på Baldersvej i Roskilde. Af protestskrivelsen fremgår det, at med flygtninge på Haraldsborg vil huspriserne i området dykke voldsomt, og der vil være stor fare forbundet med, at ældre og børn færdes i området. Hvad er det for et menneskesyn, der ligger til grund for på forhånd at antage, at en flygtning er en potentiel trussel for et trygt og velfungerende områdes liv og velfærd? Sådanne påstande er med til at puste til ilden og skabe fjendebilleder. Skulle vi ikke i stedet fra vores lille smørhul af en velfærdsstat række hånden ud og møde den fremmede med venlighed, gæstfrihed og tillid? Johannes Møllehave siger det er sted sådan: ”En fremmed er en ven, som du endnu ikke har mødt.” Måske kan nogle af de fremmede syriske flygtninge blive vores venner, hvis vi tør møde dem. I Bibelen står der mange kloge ord. Bl.a. finder vi i Mattæus-evangeliet kap. 7 den såkaldte gyldne regel, som kan give anledning til eftertanke for alle mennesker på denne jord – uanset religion og hudfarve: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem!” Tænk, hvis det var os, der som flygtninge i et fremmed land blev mødt med et tilsvarende fjendebillede af, at vi er en fare for andres liv og velfærd! Vil vi gerne mødes af andre med venlighed, gæstfrihed og tillid, må vi også selv række hånden ud til den fremmede og arbejde aktivt for at nedbryde fjendebilleder og i stedet skabe vennebilleder. Jeg håber, alle læsere vil læse disse linier med et positivt sind. Det er ikke et forsøg på at være selvgod og udstille andre som de onde. Der er ingen, som kun er gode på denne jord. Men vi har alle brug for en gang imellem at stoppe op og gennemtænke konsekvenserne af vore handlinger. Og vi har alle et fælles ansvar for at gøre denne jord til et godt og trygt sted at leve. Sang kan være med til at skabe livsglæde og bygge bro til et godt fællesskab. Søndag den 9. februar kl. 14.30 indbydes der til fællessang i Guldaldersalen på Hotel Prindsen. Det er et støttearrangement for Red Barnets arbejde blandt syriske flygtninge. Her synger vi vintersange fra Højskolesangbogen under ledelse af pianist og komponist Bodil Heister. Samtidig skal denne sangeftermiddag være en anledning til at tage afstand fra det meget uheldige initiativ i Frederiksborgvejområdet. Derfor vil der undervejs blive anledning til at synge Nordahl Griegs menneskekærlige sang: 'Kringsatt av fiender'. Billetter af 125 kr. kan købes i receptionen på Hotel Prindsen eller på www.billetten.dk Kom og vær med til at nedbryde fjendebilleder og gennem sang og livsglæde give dit bidrag til at skabe vennebilleder! Paul Kofoed Christiansen sognepræst ved Roskilde Domkirke Svend Estridsens Vej 4 4000 Roskilde