Fortsæt til indhold

"Det er et fantastisk program"

Det Bruunske Pakhus præsenterer et nyt arrangementsprogram. Foråret byder på en perlerække af gode oplevelser - indtil videre er der skrevet 86 arrangementer i kalenderen

Arkiv
Lars Saugbjerg

Vil du hele vejen rundt om samtlige arrangementer i Det Bruunske Pakhus får du travlt. Det nye vinter/forårsprogram byder på et hav af oplevelser, foreløbig er der skrevet 86 arrangementer i programmet.
"Vi har det antal arragngementer, som huset kan rumme. Det er et fantastisk program," lyder det med et smil fra Helle Lillethorup og Connie Shapira, Det Bruunske Pakhus.
Hent programmet på spillestedet, eller tjek bruunskepakhus.dk.
Sæsonen begynder lørdag den 25. januar. Padlock Chain går på scenen igen, og det er bedre end gratis. Du får en femmer for at komme.
Det er ikke Pakhusets mission at præsentere alle de kendte kunstnere. Men måske har de besøgt stedet i deres "unge dage" - som det er tilfældet med fx Tina Dickow, Marie Key og Kashmir. Mangfoldigheden i huset er vigtigere end det sikre. På Det Bruunske udvider du din musikalske horisont.
"Jeg vil gerne fremhæve nogle koncerter. Den 31. januar har vi Herve Samb på scenen. Han bliver kaldt den afrikanske Jimi Hendrix. Den 6. februar gælder det rockbandet Vdelli fra Australien. De har aldrig spillet i Danmark før - guitarnørder må ikke gå glip af deres besøg. Den 28. februar har vi i samarbejde med Ungdommens Hus "Bastards On Parade", folk-punk fra Spanien. Det bliver megasejt! Og så er vi stolte over at kunne præsentere Chris Minh Doky & the Nomads den 1. marts. Der bliver udsolgt. Bag trommerne sidder legenden Dave Weckl. Det er helt vildt, at han skal sidde her i Det Bruunske Pakhus. Man det skal han...".

Støt stigning

Årets Vinterjazz består af syv koncerter. Og naturligvis byder arrangementsprogrammet på andet end musik. Fx romsmagning og foredrag om mindfulness.
Ved koncerter på torsdage, fredage og lørdage er der stadig mulighed for at kombinere koncerten med en middag på Café den 7. himmel, Café nr. 47 eller Rustik Café og Restaurant. Og på den ny-udviklede billetportal "bruunskepakhus.billetten" er der endnu flere muligheder end tidligere, også for årskortholdere. Antallet af årskortholdere stiger støt, og det samme gør medlemstallet.
"På fire år er det fodoblet fra 400 til 800," fortæller Helle Lillethorup.
I øvrigt trækker Det Bruunske Pakhus ikke kun gæster fra "egne rækker". Publikum kommer til det fredericianske spillested fra hele landet.
"Vi får gæster fra alle egne. Ålborg, Fyn, Sjælland. Omkring 20 procent kommer udenbys fra."

Der venter en aften med jazz af allerhøjeste internationale klasse med Chris Minh Doky og hans stjernehold den 1. marts. Foto: Jesper Skouboelling