Nederlag til Varde i kredspokalfinalen
Varde Volley spillede søndag eftermiddag kredspokalfinale i Helle Hallerne mod Fortuna Odense
Fortuna Odense er det eneste hold i turneringen, der har slået Varde. Fortuna-holdet består af tidligere landsholds- og elitespillere og der var ingen tvivl om at Vardeholdet skulle spille op til deres bedste for overhovedet at have en chance i kampen.
I første sæt kom Varde dårligt fra start og kunne ikke rigtigt få gang i spillet. Fortuna pressede Varde på alle bolde sættet blev hurtigt tabt 11-25. Varde var meget mere klar fra starten af andet sæt. Linda Toft kunne med en serveserie bringe holdet foran 12-2. Varde spillede flot og fik afgjort mange angreb og der blev lagt et godt servepres. Det lykkedes Varde at holde forspringet til 21-13, hvorefter Fortuna kom på 19-21, inden det lykkedes Varde at vinde sættet 25-19. I tredje sæt kom Varde igen skidt fra start og der blev brugt mange kræfter på at forsøge at komme tilbage i sættet, som dog blev tabt 18-25. I fjerde sæt var der ikke mange kræfter tilbage hos Varde-pigerne, der alt ialt havde leveret en rigtig flot indsats. Holdene fulgtes til midt i sættet, hvorefter Fortuna fik et forspring, som det ikke lykkedes Varde at hente og sættet blev tabt 20-25 og dermed var kampen tabt 1-3.
Mette Nykjær Sørensen blev efter en flot kamp kåret til ”Dagens Pokalfighter” og holdet kårede efter kampen Linda Toft til dagens spiller.
I den kommende weekend har Varde dobbeltweekend på Sjælland. Lørdag skal holdet møde Gentofte og søndag går turen til Lynge-Uggeløse.