Fortsæt til indhold

Læs offentlig administration på deltid

Arkiv
Arkiv

Uddan dig mens du er i arbejde og bliv bedre til dit job. Som det eneste sted i landet udbyder University College Syddanmark fra nytår en administrationsbachelor på deltid, der skærper dine kompetencer inden for formidling, organisation og politik.
Siden det i 2009 blev muligt at tage en administrationsbachelor på University College Syddanmark, har studiet været populært blandt de uddannelsessøgende. Som noget helt nyt bliver det fremover muligt at tage uddannelsen som deltidsstudie.
"Vi har oplevet en massiv efterspørgsel efter at kunne læse administrationsbacheloren, mens man er i job, så vi har tilrettelagt den nye deltidsuddannelse, så den kan tages sideløbende med et fuldtidsarbejde. Målgruppen for den nye uddannelse er især administrativt personale, der allerede er i gang med en karriere, men som har brug for et kompetenceløft eller at få papir på det, de allerede kan," fortæller Annette Falk, der er studieleder ved Institut for Samfundsfag og Kommunikation på University College Syddanmark.
En administrationsbachelor kvalificerer den studerende til at arbejde som administrator, konsulent eller vejleder i f.eks. kommuner, regioner, private virksomheder eller organisationer. Fagligt ligger uddannelsen et sted mellem en kontoruddannelse og en akademisk uddannelse som f.eks. statskundskab, men som andre professionsuddannelser har den et stærkt fokus på praksisnærhed og hands-on-erfaring. De studerende bliver dermed klædt på til at håndtere arbejdet i en kompleks organisation.
"Både i den offentlige og i den private sektor kræves der i dag helt andre kompetencer af medarbejderne, end der gjorde tidligere. F.eks. har de mange reformer resulteret i mere krævende og tværgående opgaver, der kræver selvledelse, et analytisk blik og evnen til at samarbejde med kollegaer på tværs af organisationen. Og det er netop nogle af de kompetencer, man tager med sig fra en bachelor i offentlig administration," siger Annette Falk.