Delta Blues Band besøger Bygningen
En legende i dansk musik besøger Bygningen fredag den 7. februar, hvor man kan opleve Delta Blues Band.
MUSIK: Skandinaviens ældste bluesband, Delta Blues Band, gjorde sensationelt comeback ved Copenhagen Blues Festival i 2008, og bandet, som anses som nogle af de vigtigste grundlæggere af blues-scenen i Danmark tilbage i tresserne, kommer nu forbi Køge til en koncert på Bygningen fredag den 7. februar.
I spidsen for dette topprofessionelle og godt sammentømrede band, der leverer solid og afvekslende bluesmusik, står Danmarks Mr. Blues: Troels Jensen, velklingende og -krydret vokal, guitar og klaver. Mundharperne spilles af Jørgen Lang. Bag trommerne finder man den erfarne og vidt berejste Asmus Jensen.
På bas og vokal møder man den navnkundige og meget benyttede session-musiker Knut Henriksen. Og på guitar har man fundet Troels Jensens gamle ”sideman” siden '68 frem: Thomas Puggaard-Müller, der i 2008 havde sit comeback på den danske blues-scene.
Der spilles solid, velspillet og meget kompetent musik, der kommer langt ud i alle kroge af bluesmusikken. Lige fra det blide akustisk inspirerede hen over det mere rå og upolerede til noget meget "funky stuff" samt en hel del nærmest lyrisk ny-fortolkning af gamle klassikere.
Billetter til koncerten kan købes via www.bygningen.dk.