Arkæologi på Koldinghus
Koldings mest spændende arkæologiske udgravninger i 2013 bliver udstillet og præsenteret af seks arkæologer
arkæologi Onsdag den 22. januar klokken 19.30-21.30 præsenterer seks arkæologer resultaterne fra nogle af de mest spændende arkæologiske udgravninger i Kolding Kommune i 2013. Bag udgravningerne står Museum Sønderjylland-Arkæologi Haderslev, der siden 2002 har varetaget arkæologien i Kolding Kommune på vegne af Museet på Koldinghus.
Arkæologerne vil blandt andet fortælle om de nyeste bopladsundersøgelser fra henholdsvis Brommekulturen og Maglemosekulturen i forbindelse med Banedanmarks sporudvidelse mellem Vojens og Vamdrup. De vil også præsentere resultaterne fra forskningsgravningerne ved porten i Danevirke. Og de vil fortælle om en meget sjælden møntskat fra Napoleonskrigenes tid (1804-1815).
Der er adgang til foredragene med de seks arkæologer, når der er betalt entré til museet.