Generende og upopulært standsningsforbud bliver ophævet
Bumpene virker efter hensigten - men det skal igen være muligt at standse for af læsse varer
På teknik- og miljøudvalgets møde i sidste uge, skulle udvalget tage stilling til en evaluering af trafiksaneringen. Udvalget besluttede, at tage evalueringen til efterretning, idet udvalget dog samtidig besluttede, at der igen skabes mulighed for af- og pålæsning på strækningen fra Høvedstensvej til Biblioteksvej, samt for smedevirksomheden ved Brostykkevej. Det beskrives i evalueringen, at by- og teknikforvaltningen har fulgt tiltaget med afstribning og bump på Arnold Nielsens Boulevard tæt. Det handler om hastighedsmålinger, løbende observationer og kommunikation med virksomhederne på Arnold Nielsens Boulevard. Hastighedsmålinger gennemført i august i 2013 viser, at gennemsnitshastigheden er faldet med over 7 km/t, og at andelen af køretøjer med over 60 km/t er blevet mere end halveret. Der observeres fortsat gennemkørsel mellem pudebumpene, men omfanget heraf er blevet kraftigt reduceret. Håndteringen af afhentning af dagrenovation er blevet løst i samarbejde mellem brugere, forvaltning og entreprenør. Der observeres fortsat ulovlig standsning af køretøjer på kørebane/cykelsti, herunder for af- og pålæsning af varer/gods ved nogle af adresserne langs Arnold Nielsens Boulevard. Omfanget heraf vurderer forvaltningen dog til at være aftagende. Skal laves om By- og teknikforvaltningen har været i dialog med enkelte virksomheder, der føler sig generet af tiltaget på Arnold Nielsens Boulevard, herunder især at det nyindførte standsningsforbud hindrer af- og pålæsning af varer fra vejen. I et enkelt tilfælde har forvaltningen kunnet konstatere, at den pågældende virksomhed ikke har mulighed for på egen grund at have større lastbiler holdende for af- og pålæsning. Denne virksomhed bliver derfor nødt til at indrette transport af varer til og fra virksomheden i mindre lastbiler, der kan håndteres på egen grund. Alternativet ville være at ophæve standsningsforbuddet ud for den pågældende virksomhed, hvilket imidlertid ville medføre varetransport ind over cykelsti og fortov samt potentielt farlige situationer, når den øvrige biltrafik ved passage af en holdende lastbil på kørebanen nødvendigvis må over i modsatte side af vejen for at komme forbi. En ophævelse af standsningsforbuddet ville samtidig kræve, at afmærkningen med dobbelt spærrelinje skulle ophæves, hvilket vurderes at ville svække effekten af trafiksaneringen og foranledige flere bilister til at køre mellem pudebumpene. Sammenfattende vurderer forvaltningen, at tiltaget virker helt efter hensigten, og at der aktuelt ikke er konstateret forhold, der giver forvaltningen anledning til ændringer af det gennemførte. Det sidste var flertallet i teknik- og miljøudvalget så ikke helt enig i - og der skal nu, som nævnt, skabes mulighed for af- og pålæsning på strækningen fra Høvedstensvej til Biblioteksvej, samt for smedevirksomheden ved Brostykkevej.