Fortsæt til indhold

Jacob Riising optræder til Kyndelmisse på KØS

Arkiv
Arkiv

UNDERHOLDNING: Den årlige Kyndelmisse nærmer sig, og på KØS er der arrangementer for hele familien denne aften fredag den 7. februar. Børn og deres forældre kan for eksempel høre Jacob Riisings sjove og lærerige show om seje fredselskere og krigshelte eller lave en flot krigs- og fredsmaske i børneværkstedet.
For de voksne er der omvisning i den aktuelle udstilling om Niels Larsen Stevns med Stevns-eksperten Mikael Wivel, og hele aftenen kan man nyde lækker aftensmad i KØS Café.
- Kender du de sejeste krigshelte og fredselskere? Det gør DR's Jacob Riising, som er kendt fra ”Riisings Flotte Talkshow” og aktuel som vært ved årets Danske Melodi Grand Prix. Han har nemlig skrevet bogen ”De 100 sejeste mennesker i verden”, så kom og hør om fredselskere som fx John Lennon og Ghandi. Det er både skægt og lærerigt for børn og deres forældre. Det er mest for de store børn fra 3. klasse og opefter, men små søskende og forældre kan også med fornøjelse lytte med, lyder opfordringen fra KØS, som desuden har bogen til salg i sin butik med en personlig hilsen fra Jacob Riising.
Der er to forestillinger af samme show klokken 18 og 19. Der er begrænsede pladser, men gratis billetter kan afhentes på forhånd hos VisitKøge ved køb af Kyndelmissepas.
Samme aften kan man også komme forbi børneværkstedet og lave sin egen krigs- og fredsmaske med underviser Rikke Feld - et farligt krigsansigt på maskens ene side og et fredelig ansigt på den anden side. Alle børn, små og store, kan være med. Det er klokken 18-21.