Fortsæt til indhold

Nyt butiks koncept i Skibby

Efter en prøveperiode fra oktober til nytår i ”lånte” lokaler i Bymidten i Skibby, åbner initiativtagerne Michael Christensen og Henriette Skov Nielsen nu officielt TORVET lørdag d. 1. februar på Hovedgaden 58A i Skibby.

Arkiv
Af David Foli

Skibby Et mini shoppingcenter med uanede indkøbsmuligheder. Sådan beskriver initiativtagerne selv det helt nye forretningskoncept, som slår dørene op i Skibby 1. februar.
Bag TORVET står søskendeparret Michael Christensen og Henriette Skov Nielsen. Men hvad er TORVET?
"Vi skaber rammerne, du/I skaber indholdet. Dog er et fast del af inventaret, møbelpolstring, skilteværksted, varepartier, samt upcycling. Torvet er en blanding af kontorfællesskab, arbejdende værksteder, butik, samt forlystelse/legeområde," lyder det fra parret.
Selvom nethandel er på vej frem, så føler de, at der mangler den fysiske tilstedeværelse, den direkte rådgivning, samt den tillid det medbringer.
"Jeg mener - og tror - at denne måde at tænke foretning kan være et svar på, hvorledes fremtidens mindre befolkede områder, og tildels også større byer, kan have glæde af et stort udvalg på få kvadratmeter, lave omkostninger, samt en mulighed for at små erhversdrivende kan få sine vare/ydelser ud til et større marked," lyder det fra Michael Christensen.
Planen er således, at mindre virksomheder kan få deres varer ud til flere, ved at leje sig ind hos TORVET.
"Fra 195 kr. eks. moms, pr måned og din vare kan ses af mange, flere med tid, og endnu med en fælles branding: TORVET, dit mødested. Pt. har vi en barnevognsimportør inde. Et ukendt brand, som egentlig mest sælger til offentlige instanser, men altså i en super kvalitet som nemt kan sammenlignes med kendte mærker fra kæderne, prisen er blot noget lavere, da vi handler direkte," lyder det fra Michael Christensen.
Konceptet er en blanding af salg af partivarer, brugskunst, smykker og galleri, samt mindre firmaer der lejer sig ind for en periode med præsentation af deres varer. Desuden er der en fast legeplads med bl.a. boldbassin for børnene og mulighed for at nyde en kop gratis kaffe.
Møbelsmeden Henriette har et arbejdende værksted, hvor hun ombetrækker og renoverer møbler for kunder, sælger renoverede møbler og spændende upcyclings ting og sælger smykker og brugskunst.
Solhøj Udlejningsservice tilbyder alt i leje af borde, stole og service til festen, samt salg af Condor barnevogne og diverse tilbehør. CC-reklame har også et arbejdende værksted og kan levere alt i skilte, roll-up, pvc banner og tekster til postkasser m.v.
For at butikken ikke skal stå mennesketom er planen, at lokalerne også skal bruges til forskellige events og arrangementer samt kulturelle tiltag.
"Vores første punkt er således et fastelavns-arrangement, som laves sammen med den lokale centerforeningen," siger Michael Christensen og fortsætter:
"Dertil kommer kræmmermarked, som forhåbentlig kan køre fast en gang pr. måned, og et loppemarked som ligeledes skal køre en gang pr. måned med et 14 dages interval."
TORVET holder åbningsfest 1. februar, hvor der vil blive budt en forfriskning. Åbningsfesten er fra kl. 10-15 og er samtidig fernisering af Helle Binder og Dorthe Themsens værker.