Fortsæt til indhold

Oldnordisk forbud

Arkiv
Arkiv

Det har altid været således, at hvis man ønsker at fotografere kommunalbestyrelsens møder og medlemmer, spørger man først. Det har samtlige fotografer på Hvidovre Avis gennem årene altid gjort. Man spurgte i 1950 og man spurgte i 1970. Hvorfor man spørger er faktisk lidt uklart. Men det gør man. Man spurgte også i 2013 og her i 2014 er det blevet endnu mere vigtigt, at fotografen husker at spørge inden han drister sig til at tage et billede af borgmesteren i borgmesterstolen eller af en af de øvrige tyve folkevalgte medlemmer. Et flertal af de 21 medlemmer besluttede nemlig i sidste uge at få præciseret, at man ikke ønsker, at tilhørere laver optagelser af lyd eller billeder under kommunalbestyrelsesmøderne. At der overhovedet er behov for at præcisere dette i 2014 kan undre. Loven pålægger kommunalbestyrelsen at holde åbne offentlige møder og det er tilladt at referere fra møderne. Al den debat der har været omkring den omdiskuterede offentlighedslov blegner ved siden af dette forbavsende forbud. Det er svært at forstå, hvad det er flertallet i kommunalbestyrelsen er bekymret for. Hvad er det offentligheden ikke må se - eller høre? Debatten sendes direkte i radioen og en uredigeret lydoptagelse er efterfølgende til rådighed for alle, der måtte være interesseret. Der blev argumenteret for, at man var ¿bekymret¿ for hvorvidt eventuelle optagelser vil kunne blive misbrugt på de sociale medier - eksempelvis på YouTube eller Facebook. Men skulle en tilhører manipulere med sine optagelser inden de eventuelt bliver lagt ud på internettet er det måske en sag, der kræver et retsligt efterspil? Men hvis optagelserne lægges uredigeret ud er det svært at forstå, at et flertal kan have bekymringer for det. Den seneste præcisering af reglerne om at optage lyd og billeder er på ingen måde noget, der generer Hvidovre Avis. Men det generer de interesserede borgere og tilhørere - og er vel i bund og grund et indgreb i ytringsfriheden. I øvrigt er det da vist et forbud, der er ganske svært at håndhæve..