Fortsæt til indhold

Teknik og miljø på klædefabrikken

Der bliver sat øget fokus på mødet med virksomheder og borgerne samt videndeling blandt kollegerne, når medarbejderne fra Teknik og Miljø flytter ind i Schaumanns Klædefabrik

Arkiv
Arkiv

Knap 100 medarbejdere fra Teknik og Miljø får i næste uge travlt med at pakke flyttekasser. Hele afdelingen flytter fra Vojens til Haderslev, og tirsdag den 4. februar kan medarbejderne byde velkommen i de nyindrettede lokaler i den gamle klædefabrik på Simmerstedvej.
"Flytningen til Haderslev sker dels for at give plads til sundhedscentret i Vojens, men det er mere end en fysisk flytning. Vi tror også, at det giver god mening for en række af kommunens samarbejdspartnere at samle tingene på ét sted, og at det giver en god synergieffekt blandt medarbejderne," siger borgmester HP Geil.
Tidligere har medarbejderne fra Teknik og Miljø været fordelt på flere adresser, men i Schaumanns er der plads til alle. Den tidligere klædefabrik har de sidste par år været brugt til undervisning og er derfor indrettet med store rum. Når medarbejderne fra Teknik og Miljø er på plads, vil det også være i store, åbne lokaler i stedet for små kontorer fordelt på flere plan.
"Det har været vigtigt for os at finde et sted, hvor der er plads til os alle. Vi vil gerne tættere på hinanden rent fysisk, og vi håber, at de åbne lokaler kan gøre, at vi i højere grad kan dele viden og sparre med hinanden," siger Kjell Stockfisch, leder af Teknik og Miljø.

Flyttelukket

Selve flytningen strækker sig over nogle dage. Fredag den 31. januar og mandag den 3. februar er der lukket for telefoner og personligt fremmøde, men så glæder medarbejderne sig også til at tage imod borgerne tirsdag den 4. januar.
"Vi har meget fokus på, hvordan vi møder borgere og virksomheder. I det område, hvor man kommer ind, bliver der opstillet pc'ere, så man kan betjene sig selv. Husets gæster mødes af tre dedikerede medarbejdere, der ud over egne opgaver også skal være borgerguider, altså hjælpe gæsterne med at svare på enkle spørgsmål, med hjælp til selvbetjening og til formidling til den rette medarbejder. Derudover er der mødelokaler tæt på indgangen, så vi kan holde møder uden af forstyrre de øvrige medarbejdere," siger Kjell Stockfisch.
Selvom huset er indrettet med åbne kontormiljøer, er der også stillelokaler, hvor medarbejderne kan gå ind, ligesom teknologien i huset gør det muligt, at medarbejderne kan flytte rundt i huset med deres computere.
Det er tanken, at når medarbejderne er kommet på plads i de nye omgivelser, vil der blive holdt åbent hus for erhvervslivet og andre interesserede. Datoerne bliver meldt ud senere.