Fortsæt til indhold

Jens hos Joy

Borgmester havde regionsformand på besøg for at sikre Roskilde indflydelse

Arkiv
Arkiv

Regionsformand Jens Stenbæk (V) har besøgt borgmester Joy Mogensen (S) for at diskutere sager af fælles interesse for Roskilde og Region Sjælland.
- Vi er enige om, at Roskilde Sygehus stadig skal spille en vigtig rolle, selv om det ikke blev hovedhospital i den vedtagne sygehusplan indenfor regionen. Vi har brug for en velfungerende skadestue i vores område, hvor der bor så mange mennesker.
- Sygehuset kan også stadig få vigtige specialer, eksempelvis akutte blodpropper i hjertet, som regionen fortsat prøver at få hjem fra Rigshospitalet, forklarer Joy Mogensen.
Roskildes borgmester og regionsformanden aftalte at oprette en kontaktgruppe, der skal følge udviklingen på det lokale sygehus, så det kan bevares bedst muligt.

Fælles interesse

For Joy Mogensen handler det i høj grad om at etablere en god og direkte kontakt til den nye regionsformand fra Venstre, efter at både Socialdemokratiet og Roskilde mistede meget indflydelse i regionsrådet ved valget i november.
Omvendt har Jens Stenbæk også en stor interesse i at skabe bedre forbindelse til Roskilde-området, hvor en stor del af regionens forskning og dertil knyttede erhvervsudvikling med nye jobs foregår.
I forhold til sin økonomiske og kulturelle betydning for hele Region Sjælland føler Roskilde sig delvis overset, fordi det lokale sygehus mister betydning, og senest mistede Roskilde Brandvæsen også ambulancerne. Det vil Stenbæk prøve at rode bod på ved at være opmærksom på Roskildes behov og muligheder på forskellige områder i et tæt samarbejde med borgmester Joy Mogensen og kommunen.
tk