Fortsæt til indhold

Børn afprøvede den virkelige verden

I sidste uge var Aabenraa Friskole omdannet til et minisamfund

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Det kan være svært at forholde sig til arbejde, løn, samfundsforpligtelser og skat, når man går i folkeskolen.
Det tog de konsekvensen af på Aabenraa Friskole i sidste uge, hvor hele skolen var omdannet til minisamfundet Bjergby.
Alle elever havde fået tildelt en opgave, de skulle løse i samfundet - et job, der skulle være med til at sikre, at Bjergby fungerede.
Der var således gang i både radioen, domstolen, byrådet, hotdog-boden og banken - for blot at nævne nogle af de mange virksomheder og institutioner i Bjergby, der arbejdede på fuld damp, da Lokalavisen kiggede forbi.
Rundvisningen blev foretaget af chefredaktøren, en journalist og en fotograf fra Bjergby avis, og der blev gået grundigt til værks. Der blev fortalt livligt om lønningerne, der blev udbetalt i den lokale valuta, Spir, om Bjergby-fotografens problemer med en anklage om falskmøntneri, som han skulle forsvare sig imod ved domstolen senere samme dag og om borgmesterens mange forpligtelser og konstante mødeaktivitet.
Uden mad og drikke kan intet samfund sog hænge fornuftigt sammen, og der var da også god gang i både køkken, bolsjebageri, vaffelbod og hotdog-stand.
Alt blev styret fra banken, hvor bankmand Mikkel Denker (der normalt går i 9. klasse på Aabenraa Friskole), havde helt styr på det banksystem, som bandt hele Bjergby sammen.
"Jeg har kodet systemet fra bunden, så det fungerer med et dankort, som man kan bruge til at købe varer for, og hvor man også får sin løn indbetalt på", forklarede Mikkel.
Bjergby-samfundet blev vist frem for forældrene i lørdags.

Journalist Fie Lindrup, fotograf Lasse Blom Nielsen og chefredaktør på Bjergby avis, Hjalte Jeppe Hams Andersen viste rundt i Bjergby.
Mikkel Denker var den store hjerne bag Bjergbys finansielle system.
Vi fangede borgmesteren, Marie Jensen, og to af hendes kolleger i byrådet i en kort pause mellem de mange møder.
Store som små gav et nap med, så Bjergby kunne fungere.
Kager må er heller ikke mangle i et velfungerende samfund.