Lykkesgårdskolen forbliver overbygningsskole
Efter et møde i Børn og Undervisning i eftermiddags, er skolens fremtid sikret
Halvandet års kamp for at bevare Lykkesgårdskolen i Varde som en overbygningsskole, ser ud til at have båret frugt.
Først blev sagen udsat, så et nyt byråd kunne tage stilling, og i eftermiddags klokken 13 satte udvalget for Børn og Undervisning sig så til møde, hvor Lykkesgårdskolens fremtid skulle debatteres.
Et enigt udvalg kunne efter mødet konkludere, at der skal arbejdes mod den plan der hedder, at Varde Syd stadig i fremtiden skal have en skole, som har 1-9 klassetrin.
Udvalget indstiller derfor til Byrådet, at Lykkesgårdskolen genopbygges som overbygningsskole med plads til udskolingseleverne fra skoledistriktet.
Endvidere indstilles til Økonomiudvalget, at der samtidig afsættes penge til renovering af Lykkesgårdhallen, og at der i det samlede renoveringsprojekt sigtes på at lave en fremtidssikring af bygningsmassen ved at samtænke halfaciliteter og skolebygninger
Politisk glæde
Selvom alle medlemmer af Børn- og Undervisningsudvalget stemte for en overbygning på Lykkesgårdskolen, så føler et af udvalgets medlemmer, at beslutningen er taget for sent.
"Som lovet under valgkampen vil Socialdemokraterne kæmpe for overbygning også på Lykkegårdskolen. Derfor var det også helt naturligt, at Socialdemokraterne bakker op om overbygning på Lykkegårdskolen. I vores optik er beslutningen taget alt for sent, men bedre sent end aldring og nu har Sdr. Varde brug for ro omkring skolestrukturen", siger Marianne Bruun Kristiansen, Socialdemokratisk byrådsmedlem og medlem af Børn- og Undervisning.
Formanden for Børn og Undervisning, Per Rask Jensen er glad for at beslutningen blev enstemmigt vedtaget.
"Det er en stor glæde at der nu bliver ro om skoledistriktet i Varde Syd. Det var det jeg gik til valg på. Nu får vi en ny skole tilpasset skolereformen, og at Lykkesgård Hallen nu også tænkes ind i projektet, viser bare at alt er gennemtænkt," fortæller Per Rask Jensen.
For Dansk Folkeparti's Tina Agergaard Hansen, har det været vigtigt at Varde Syd fik lov til at beholde overbygningen.
"Det har hele tiden været min holdning at Lykkesgådskolen skulle forblive en overbygningsskole," fortæller hun.
De lokale i Varde Syd har gjort en kæmpe indsats. Skolebestyrelse, lærere, forældre - ja kort sagt alle. Derfor er jeg glad for at vi kunne nå til enighed om denne beslutning," siger Tina Agergaard Hansen.
Afgørelsen skal nu op i byrådet, hvor den skal stemmes endelig igennem.