Gulddesign flytter arvesølvet
Gulddesign i Aabenraa flytter over gaden og får nu dobbelt så meget plads. Ønsket om flytning har været længe undervejs
Medio marts flytter Gulddesign i Aabenraa fra Ramsherred 44b over gaden til Storegade 11.
Selvom det ikke er mange meter butikken flytter, så kommer det til at betyde en masse for både indehaver Helene Mols, for personalet og for kunderne.
“Vi har alt for lidt plads, hvor vi er nu. Personalet har jo nærmest ingen plads, så for dem, bliver forholdene meget bedre. Men i det hele taget, så bliver det bare rigtig godt. I de nuværende lokaler har vi ikke mulighed for at præsentere smykkerne på en tilfredsstillende måde. Nu får vi dobbelt så meget plads, og kan nærmest lave små afdelinger til de forskellige varegrupper”, fortæller en glad Helene Mols.
Hun overtog Gulddesign i 2003, men butikken er meget ældre. Den dateres helt tilbage til 1971, hvor Helene Mols' forældre, Ernst A. Hansen og Britta Mols, startede den på Haderslevvej i Aabenraa. Siden flyttede butikken til Ramsherred i 1973. Her har butikken ligget siden. Så det er på en måde arvesølvet, der nu skal flyttes over på den anden side af gågaden i Aabenraa.
“Det er da klart et stort skridt. Men vi har kigget efter større lokaler i flere år, og med Storegade 11, der i øvrigt er et af Aabenraas ældste huse, føler vi, at det er det rigtige sted og det rigtige tidspunkt at tage springet på”, forklarer Helene Mols videre.
Hun og manden John Mols arbejder i øjeblikket på fuld tryk for at få flytning, håndværkere og alle de andre praktiske forhold til at nå sammen, så flytningen kan effektueres i midten af marts.
Lige nu er der dog stadig en del, der skal på plads, inden de kan begynde at flytte butikken over gaden. Håndværkerne har stadig en del tilbage at gøre, og der skal også være helt styr på sikkerheden omkring butikken.
Også det udvendige skal renoveres og shines op, men det må vente til det bliver bedre vejr.
Flytningen kommer til at foregå over lidt tid, og der vil heller ikke blive lukket i de nuværende lokaler fra den ene dag til den anden. “Vi planlægger at holde lidt flyttesalg eller outlet, mens flytningen foregår”, forklarer John Mols.
“Med flytningen sikrer vi os, at vi også fortsat har plads og mulighed for at videreføre den gode service, vi gerne vil være kendt for. Vi vil gerne være forretningen, hvor alle føler sig velkomne og godt tilpas. Og med flytningen bliver rammerne optimale”, slutter Helene Mols.